Et karakterkrav på 02, 3, 4, 5 eller 6? Og hvordan er det nu med den der uddannelsesparathedsvurdering? Reglerne for, hvad der skal til for at komme i gymnasiet med forliget, der landede i fredags, er ikke lette at gennemskue. Spørger man politikere, der har forhandlet gymnasiereformen på plads, får man forskellige svar.
Overordnet set bliver det sværere at komme i gymnasiet. Eleverne er først sikret en direkte vej ind i gymnasiet, hvis de har over 3 i karakterer ved afgangseksamen, og hvis de har 5 i snit ved den såkaldte uddannelsesparathedsvurdering, UPV, der ligger både i 8. og 9. klasse. I dag er det 4. Derudover skal eleven, være moden socialt og personligt.



























