Lockoutplanerarbejdspladser: Vi har lokaler og brætspil klar til ungerne

Konflikt. Onsdag demonstrerede lærere over hele landet med opbakning fra andre dele af fagbevægelsen.
Konflikt. Onsdag demonstrerede lærere over hele landet med opbakning fra andre dele af fagbevægelsen.
Lyt til artiklen

Tirsdag efter påskeferien risikerer forældre over hele landet at få problemer med børnepasning, hvis lockouten af landets folkeskolelærere bliver en realitet.

Men flere af landets store virksomheder har forberedt sig på situationen på forhånd. Hos Microsoft har man regnet ud, at en konflikt vil ramme 65 af de ansatte, som tilsammen har 99 børn.

»Vi har aftalt, at børnene kan være i kantinen uden for frokosttid, og så har vi ellers et stort lokale, hvor der er masser af gulvplads. Der sætter vi en film på, sørger for brætspil og sætter nogle X-boxe og computere op. Så primært sørger vi for et sted, de kan være og noget frokost«, siger HR-direktør Karin Nicholson Kristensen.

LÆS OGSÅ Pædagoger om truende lockout: Vi påtager os ingen nye opgaver

Det er dog op til forældrene selv at lave en turnusordning, hvor de kan skiftes til at holde opsyn med børnene, da arbejdspladserne i forhold til forsikring ikke kan tage sig af børnene.

»Det er jo trods alt skolebørn, så hvis man laver en ordning, hvor der er en voksen til 10 børn, så vil man skulle bruge en time af sin arbejdsdag på at passe børn, og resten af dagen kan man så passe sit arbejde«, siger hun.

Arbejde hjemme

I TDC har man lavet en lignende ordning.

»Vi opfordrer generelt til fleksibilitet, og så stiller vi nogle lokaler til rådighed med fjernsyn, og hvad der ellers er brug for på de største af vores lokaliteter«, siger koncerndirektør Miriam Hvidt.

Ligesom hos Microsoft er det op til forældrene selv at finde ud af, hvordan børnene så skal passes.

LÆS OGSÅ Kommune nægter børn adgang på alle sine skoler under lockout

Hos andre virksomheder som Lego, Arla og Novo Nordisk er der ikke direkte lagt en plan for en eventuel lockout, men arbejdspladserne oplyser, at medarbejderne som i andre nødsituationer kan tage børnene med eller vælge at arbejde hjemme, så vidt det er muligt.

Danmarks Lærerforening og KL er her i eftermiddags mødtes igen til forhandlinger om lærernes arbejdstid. Der er i øjeblikket intet, der tyder på, at parterne kommer frem til en løsning.

Marie Sæhl

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her