Elever, der har svært ved at stave eller dividere, har i mange år stået højt på både læreres og politikeres prioriteringsliste, men i den anden ende af spektret ligger en gruppe højtbegavede elever, der er mere eller mindre overset i den danske folkeskole.
Derfor vil et flertal af Folketingets partier nu have kortlagt, hvor mange af landets kommuner der tilbyder differentieret undervisning til folkeskolens højtbegavede elever. På nuværende tidspunkt findes der nemlig intet overblik over, hvor mange af de tusindvis af højtbegavede elever der ikke får den hjælp, de har brug for.



























