Det er forkert at lukke 1.000 engelsksprogede uddannelsespladser, fordi for få internationale studerende bruger uddannelserne i Danmark, lyder det fra fire røde partiledere. Hvis regeringsmagten skifter ved det kommende valg, vil de tilbagerulle begrænsningen.
»Vi synes grundlæggende, det er en meget verdensfjern uddannelsespolitik, og vi har svært ved at se det som andet end endnu et knæfald for Dansk Folkeparti fra regeringens side. For mens vi konstant taler om behovet for mere udenlandsk arbejdskraft og hylder internationaliseringen af vores uddannelser, er det helt bizart, at man vil gå ind og lukke uddannelser, alene fordi de engelsksprogede«, siger Radikale Venstres leder, Morten Østergaard, der betegner tilbagerulning som et politisk mål, der står højt på deres ønskeliste, hvis regeringsmagten skifter.


























