Trods reform er frafaldet på læreruddannelsen stadig højt.

Tre bud fra rektor og studerende: Sådan mindskes frafaldet på læreruddannelsen

Hver tredje lærerstuderende falder fra undervejs på uddannelsen. (Arkivfoto)  Foto: Lars Just/POLFOTO
Hver tredje lærerstuderende falder fra undervejs på uddannelsen. (Arkivfoto) Foto: Lars Just/POLFOTO
Lyt til artiklen

Hver tredje lærerstuderende dropper ud, inden de som færdiguddannede når ud i klasselokalerne.

Det viser nye tal, som fagbladet Folkeskolen har fået indsigt i.

Et tårnhøjt frafald var ellers blandt andet en af de ting, en reform af læreruddannelsen i 2012 skulle dæmme op for. Da reformen blev indført i 2012 var frafaldet gennemsnitlig 32 procent. Det var det også for det første hold, der gennemførte uddannelsen efter reformen.

Men hvad skal der egentlig ændres i læreruddannelsen for at færre dropper ud? Det har vi spurgt næstformand for Danske Professionshøjskoler, Camilla Wang, og formand for de lærerstuderende, Jenny Maria Jørgensen, om.

Jenny Maria Jørgensen, formand for de lærerstuderende

1. Samtaler inden optagelse. »Et bud kunne være, at alle, der overvejer at søge ind på læreruddannelsen, bliver tilbudt en samtale med uddannelsesinstitutionen, inden de søger. På den måde vil de kunne blive mere afklarede med, hvordan virkeligheden ser ud, når man læser til lærer«.

2. Mere fokus på refleksion. »Som studerende oplever vi, at der er for lidt fokus på refleksion og drøftelse af de udfordringer, man står i som lærer. Det er vigtigt at få taget erfaringer og udfordringer fra praktikken med tilbage på uddannelsen og få talt om, hvad man for eksempel gør, når man står mere eller mindre magtesløs i en undervisningssituation«.

3. Virkeligheden i folkeskolen skal forbedres. »Arbejdsvilkårene for lærere er blevet forringet over meget lang tid. Tidligere var der eksempelvis et undervisningsmaksimum for en nyuddannet lærer. Det har man ikke længere, så nu kan man som nyuddannet lærer opleve, at man har rigtig mange timer, mange forskellige klasser og ikke særlig meget hjælp til at lykkes i det store ansvar, det er at være lærer. Det, tror jeg, spiller ind på, hvor mange der falder fra«.

»Læreruddannelsen er en uddannelse direkte til en konkret profession. Hvis du som studerende oplever, at den uddannelse, du tager, i praksis og politisk står i en situation, hvor rammerne bliver vanskeliggjort, så tror jeg, der er mange, der tænker, at de kan forbedre verden fra et andet sted, fordi den virkelighed, de vil komme ud i som lærere, ikke er for dem«.

Camilla Wang, næstformand for Danske Professionshøjskoler og rektor på professionshøjskolen Absalon

1. Det skal virke attraktivt at arbejde i folkeskolen. »De studerende på læreruddannelsen ved godt, at de uddanner sig til lærere i folkeskolen, og at der ikke er så frygteligt mange andre muligheder. Politisk og hos andre ansvarlige parter skal man arbejde på at få nedtonet noget af al den konflikt, der er omkring folkeskolen altid. De dårlige historier skal nedtones, og det skal gøres til et fedt job at være lærer. Det skal ikke være en kampplads mellem politikerne, men et sted, man arbejder for at gøre til et godt sted at arbejde for unge, ambitiøse mennesker«.

2. Stærkere forbindelse mellem uddannelse og folkeskole. »Vi skal fortsætte den kurs, vi allerede er gået og inddrage det praktiske endnu mere i den teoretiske undervisning. Læreruddannelsen er den professionsbachelor, der har mindst praktik, og derfor er det vigtigt, at de studerende møder den lærergerning, de skal ud i og have en oplevelse af, at de løbende bliver kvalificerede til at varetage den. Men hvis de kommer ud i praksis og oplever, at det slet ikke er som de drømte om at være lærer i folkeskolen, så kan vi arbejde med mit første løsningsforslag, men hvis det grundlæggende er noget andet end det, de har ønsket sig, så er der jo ikke noget at gøre ved det«.

3. Bedre studiestart. »Vi ved, en god studiestart er vigtig for at fastholde de studerende på uddannelsen. Det handler om at opbygge nogle gode studierutiner og faglige rutiner, men også om at sikre, at de bliver en del af et godt fællesskab på studiet. De skal opleve, at der er undervisere, der vil dem og går op i, at de kommer. De skal have et tilhørsforhold til de andre studerende Men det skal selvfølgelig være i sammenhæng med den grundlæggende præmis om, at de gerne vil være lærere i folkeskolen«.

Marie Lagoni

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her