Undervisningsministeriet har siden 2016 vidst, at resultaterne fra de nationale tests er meget usikre. Det fremgår af notatet ’Undersøgelse af de nationale tests reliabilitet’, som ministeriet udgav 26. februar 2016. Notatet beskriver, hvordan Undervisningsministeriet allerede dengang analyserede tests taget af 36.600 elever.
Eleverne tog tests på samme niveau to gange for at sammenligne deres resultater. Fordi testenes spørgsmål varierer fra gang til gang, er der ikke tale om samme spørgsmål. Men resultaterne skulle gerne være nogenlunde ens. I 19 ud af 30 af testenes undersøgte profilområder var der så store uoverensstemmelser mellem de to test, at sammenhængen mellem testresultaterne blev beskrevet som ’tvivlsom’, ’dårlig’ eller endda ’uacceptabel’.


























