Færre skolebørn oplever at blive mobbet

Foto: Simon Fals/POLFOTO
Foto: Simon Fals/POLFOTO
Lyt til artiklen

Antallet af skolebørn, der oplever at blive mobbet i skolen, er faldet markant siden 1998. Det viser Skolebørnsundersøgelsen 2018 fra Statens Institut for Folkesundhed.

Ifølge undersøgelsen, der har undersøgt mobbekulturen blandt de danske skolebørn, er der i dag færre elever, der bliver mobbet eller mobber andre.

I 1998 oplevede hver tredje 11-årige skoleelev og hver femte 15-årige at blive mobbet. I dag er det hver 20. skoleelev, der oplever at blive mobbet mindste et par gange om måneden.

Derudover viser undersøgelsen, at antallet af 13-15-årige drenge, der mobber andre er faldet fra næsten halvdelen for 20 år siden til tre procent i dag.

Bjørn Holstein, professor emeritus ved Statens Institut for Folkesundhed, kalder det en positiv udvikling. Han har været med at lave undersøgelsen.

»Det er en meget glædelig udvikling. Mobning er utrolig skadeligt. Det har virkeligt alvorlige virkninger, for dem det går ud over. Derfor har det været et klart mål for skolerne at få bekæmpet mobning«.

»Der må vi sige, at det ikke er lykkedes fuldt ud, for der er stadig nogen, der bliver mobbet eller mobber andre, men det er virkelig flot, at tallene er kommet så langt ned«, siger Bjørn Holstein.

Han er ikke i tvivl om, at udviklingen skyldes skolernes indsats mod mobning.

Det er også blevet undersøgt, om mobningen i skolen i stedet er flyttet over på digitale platforme.

Her viser tallene, at ni procent af skoleelverne bliver mobbet på internettet, mens syv procent mobber andre. Men ifølge Bjørn Holstein har internettet ikke overtaget al den mobning, der var i skolen i gamle dage.

»Det er trods alt forholdsvis beskedent«, siger han.

Skolebørnsundersøgelsen gennemføres hvert fjerde år. Den undersøger helbred, trivsel og sundhedsadfærd blandt 11-, 13- og 15-årige skoleelever i Danmark.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her