Fødselsdagstilbud: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

Torsdag har efterskolerne fået udleveret de retningslinjer, som skoledagen skal indrettes efter, når dørene bliver slået op på mandag.

Endelig får efterskolerne noget at rette sig efter: Elever skal inddeles i familiegrupper af maksimalt 8

Gribskov Efterskole gør klar til at modtage de 110 elever når de mandag den 18. maj 2020 vender tilbage.  Foto: Keld Navntoft, Ritzau Scanpix
Gribskov Efterskole gør klar til at modtage de 110 elever når de mandag den 18. maj 2020 vender tilbage. Foto: Keld Navntoft, Ritzau Scanpix

De længe ventede retningslinjer for, hvordan efterskolernes hverdag kommer til at se ud, er nu landet. Det sker to dage efter, at efterskolernes formand, Torben Vind Rasmussen, slog alarm over, at skolerne ikke vidste, hvilke regler de skulle navigere efter.

Undervisningsministeriet har nu udsendt et sæt ’nærmere retningslinjer’, der blandt andet indeholder et påbud om, at elever organiseres i små ’familiegrupper’.

»Eleverne organiseres i familiegrupper. Familiegrupperne undtages fra kravet om en meters aftand. En familiegruppe bor sammen og deler toiletter, bad og evt. lokalt opholdsareal. En familiegruppe må maksimalt omfatte otte elever,« står der i ministeriets dokument, som du kan læse her.

Efterskoler efterlyser retningslinjer før genåbning: Man kan ikke holde en meters afstand på et seksmandsværelse

Det fremgår desuden, at toilet- og badefaciliteter skal deles af færrest mulige elever på skolen.

Medarbejderne indgår ikke i familiegrupperne, og afstandskravet mellem medarbejdere og elever skal derfor så vidt muligt overholdes både i undervisningen og samværsdelen.

Netop familiegrupper er noget, som foreningen Efterskolerne tidligere har ytret et ønske om.

»Vi håber jo, at vi kan få lov at skabe en familiekultur uden afstandskrav på efterskolen,« sagde Torben Vind Rasmussen tidligere på ugen.

Afstand mellem elever

I ministeriets retningslinjer fastslås det, at elever kun må dele værelse med elever, de er i familiegruppe med. På samme tid må elever, der ikke er i samme familiegruppe, ikke besøge hinandens værelser.

Ved samvær med andre elever uden for familiegruppen skal afstandskravet på en meter i videst muligt omfang respekteres.

Også skolens faciliteter som musiklokaler, springhaller og værksteder bør være lukket uden for undervisningen.

»Denne type af aktiviteter bør altid organiseres med tilsyn, så det sikres, at retningslinjerne for afstand, håndhygiejne, rengøring og forebyggelse af kontaktsmitte overholdes,« skriver ministeriet i retningslinjerne.

Eleverne kan dog dyrke sport uden supervision af lærere på udendørs faciliteter eller indendørs ved sportsgrene uden kontakt.

Smittede elever

En elev, der har symptomer på COVID-19, skal hentes af forældrene hurtigst muligt, slår ministeriet fast.

»Eleven isoleres på skolen indtil afhentning. Eleven må vende tilbage, når mistanke om COVID-19 er udelukket ved test eller 48 timer efter, at symptomerne er ophørt. Syge elever, der af særlige årsager ikke kan tage hjem, skal sættes i karantæne på skolen, indtil 48 timer efter symptomerne er ophørt,« står der i dokumentet.

Hvis en elev bliver smittet med COVID-19, skal alle elever i familiegruppen afhentes hurtigst muligt af forældrene. Eleverne må vende tilbage, når mistanke om smitte er udelukket ved test.

Elever bør blive på skolerne

Eleverne på efterskolerne bør kun i begrænset omfang bevæge sig uden for skolens matrikel, og de bør også undgå steder med tæt kontakt som eksempelvis butikker.

»På denne måde begrænses smitte fra skolen til lokalsamfundet og omvendt. Eleverne bør så vidt muligt opfordres blive på skolerne i weekenderne frem til sommerferien,« skriver ministeriet i retningslinjerne.

Det vil dog ikke være muligt for mange elever, anerkender ministeriet.

Denne historie er fra Politiken Skoleliv.

Kristoffer Kræn Sørensen

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her