»Sådaaaan!«. Line Kristensen brøler begejstret, da toårige Johannes smadrer sin sandkage. Kagen bliver straks bygget op igen, og Johannes tager imod Lines tilbud om både æg, sukker og chokolade til ’kagen’. Mel vil han ikke have.
Børnehuset Kufferten ligger i en smuk, stor murstensbygning på Tesdorpfsvej på Frederiksberg. Her har 34-årige Line Kristensen arbejdet som pædagogmedhjælper i lidt over et år. Hun har en bachelor i sociologi og kulturanalyse fra Syddansk Universitet i Esbjerg og færdiggjorde sin kandidat fra RUC i international studies og global studies i 2017. Men nu er hun her, i sandkassen. Langt væk fra den akademiske verden.




























