Når 3.g-eleverne er hjemme i skriveperioden, må gymnasierne nu lukke et tilsvarende antal elever ind.

Gymnasier må åbne for flere elever, mens 3.g-elever arbejder hjemme

Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Mange 3.g-elever skal snart primært arbejde hjemmefra, når de går i gang med deres større skriftlige opgave, SRP eller SOP.

Det efterlader en stor mængde tomme skriveborde på uddannelsesinstitutionerne, og dem er Børne- og Undervisningsministeriet nu klar til at fylde med andre elever.

Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Dermed får gymnasierne nu lov til at fylde de midlertidigt tomme pladser i lokalerne op med de elever, som ikke er hjemme i skriveperioden.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er glad for, at gymnasierne nu får en mulighed for at udnytte de tomme pladser.

»Det skal være sundhedsmæssigt forsvarligt, men jo mere tid vi kan proppe ind, hvor eleverne kan komme tilbage og være sammen med deres klassekammerater, jo bedre«, siger hun.

Gælder ikke hele landet

Hidtil har det i det meste af landet været sådan, at kun 3.g-eleverne måtte møde på gymnasiet og kun halvdelen af dem. Det er kun i disse dele af landet, at ændringen træder i kraft.

Men i skriveperioden sidder gymnasieeleverne primært hjemme, hvor de arbejder med SRP og SOP.

Derfor har Epidemikommissionen vurderet, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at lade gymnasierne åbne yderligere.

»Epidemikommissionen indstiller, at restriktioner i denne afgrænsede periode lempes, så de enkelte institutionerne får mulighed for at lade de øvrige elever, som ikke er omfattet af genåbningen, fremmøde, med samme antal og under samme vilkår, som de 3.g’ere, der i perioden skriver opgave hjemmefra«, skriver Epidemikommissionen i sin indstilling.

Epidemikommissionen består af 11 medlemmer, som alle udpeges af sundhedsministeren. Fem af medlemmerne udpeges efter indstilling fra regeringen.

Den nye ordning træder i kraft den 17. marts.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her