De studerende skal ud og arbejde i stedet for at holde to til tre måneders sommerferie, mener fagforbundet 3F.

Fagforbund vil forkorte studerendes sommerferie

Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Fagforbundet 3F foreslår, at sommerferien for studerende på videregående uddannelser skal forkortes.

Det skriver Berlingske.

Tiltaget skal få de studerende ud på arbejdsmarkedet. Cheføkonom Frederik I. Pedersen kalder de lange sommerferier et levn fra fortiden.

»Før SU var det nødvendigt for de studerende at arbejde i flere måneder hen over sommerferien for at få råd til at studere«, siger han.

Ifølge 3F vil man kunne skære fem måneder af den samlede studietid for de flere end 20.000 personer, der årligt bliver kandidatuddannet fra de danske uddannelsesinstitutioner.

Ifølge 3F vil det desuden øge beskæftigelsen med mellem 4.800 og 9.500 personer.

»Hvis man skærer fem måneder af det samlede studieforløb for de 23.000-24.000 personer, der årligt bliver kandidater, svarer det næsten til 9500 helårsbeskæftigede«, siger Frederik I. Pedersen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her