Et bredt flertal i Folketinget blev sidste år enige om at oprette 5.000 ekstra studiepladser i 2020 og 2021 for at imødekomme de mange ansøgere i et coronaår. Og 60 procent af de nye studiepladser placerede man uden for hovedstaden for at få flere til at søge videregående uddannelse uden for storbyen.
Men til trods for tusinder af ekstra studiepladser uden for hovedstaden blev fordelingen af studerende i 2020 præcis den samme som året før. Det viser nye tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.



























