Årets ansøgertal, der blev offentliggjort 5. juli, tyder ikke på, at hverken sygeplejerske-, folkeskolelærer-, socialrådgiver eller pædagoguddannelsen bliver overrendt i den nærmeste fremtid. De såkaldte velfærdsuddannelser er ellers et af de helt varme emner i uddannelsespolitik, fordi man i de kommende år vil få brug for endnu flere studerende på uddannelserne, hvis man skal følge med den demografiske udvikling.
Men alligevel har alle de fire største velfærdsuddannelser oplevet en nedgang i ansøgertallet, og det er noget, der bekymrer seniorkonsulent ved Danmarks Evalueringsinstitut Mathias Tolstrup Wester.


























