Det bedste ved at tage en erhvervsuddannelse er at bruge sine hænder til at løse en problemstilling lynhurtigt. Det er »vildt tilfredsstillende« og »en fed følelse at få hver dag«.
Sådan siger formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation Julie Kølskov Madsen, der til daglig er i lære som smed. Da hun efter 9. klasse skulle vælge en ungdomsuddannelse, brød hun med den sociale arv og valgte modsat sine akademikerforældre at tage på erhvervsskole. Et valg, der gør Julie Kølskov Madsen til en sjældenhed.


























