Bredt flertal flytter flere uddannelser ud fra byerne, men flere skal løbes i gang, før de kan blive fyldt op.

Der er svingende interesse for nye udflyttede uddannelser

Foto: Martin Bubandt
Foto: Martin Bubandt
Lyt til artiklen

Interessen for at tage en af de videregående uddannelser, der er flyttet fra byerne og ud i landet, har været svingende.

For første gang har det eksempelvis været muligt at læse til maskinmester i Sønderborg. Men kun fem har valgt at søge, selv om der er 15 pladser.

»Regeringen har sagt, at vi vil skabe flere uddannelsesmuligheder i Danmark. Det leverer vi på. Erfaringen viser, at nye uddannelser lige skal løbes i gang. Det ser vi nogle steder«, siger uddannelsesminister Jesper Petersen (S) i en meddelelse.

I marts blev et bredt flertal enig om at rykke en række videregående uddannelser fra byerne og ud i landet frem mod 2030.

Samlet set bliver 6,4 procent af uddannelsespladserne i de fire største byer flyttet ud eller nedskaleret frem mod 2030.

Syv nye uddannelser

I år er det muligt at søge ind på syv nye uddannelser, men interessen har været svingende. Næste år bliver der åbnet for endnu flere uddannelser i takt med, at de bliver godkendt.

Det mest populære har været at læse til jordemoder i Slagelse, hvor 156 har ansøgt om en af de 36 pladser.

101 har ansøgt om en af de 60 pladser på studiet til bioanalytiker i Hjørring.

I Næstved har 39 ansøgt om at blive radiograf på studiet, der har 30 pladser.

I den anden ende har 15 ansøgt om at læse til ergoterapeut i Haderslev, hvor der er 37 pladser. 12 har ansøgt om at blive datamatiker i Tønder, hvor der er 15 pladser.

Der er endnu ikke bekræftede tal for studiet for maskinmester i Thisted.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her