Universiteter og erhvervsorganisationer har et klart budskab til politikerne, der i disse dage forhandler om en ny regering: En halveret kandidatuddannelse vil forårsage uoprettelig skade på de færdige kandidaters kunnen. Skal der skæres på universiteterne, foreslår de færre studerende frem for en forkortelse af uddannelser.
Appellen kommer, mens fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) forhandler med flere partier om at lave en regering hen over midten i dansk politik. De to partier, der nævnes oftest i en regeringskonstellation, er Socialdemokratiet og Venstre. Begge partier har bebudet reformer for universitetsuddannelserne, der i større eller mindre grad følger anbefalingerne fra Reformkommissionen. Socialdemokratiet vil blandt andet halvere den toårige kandidatuddannelse, der i dag følger efter en bacheloruddannelse på landets universiteter. Ifølge det forslag skal hver anden studerende nøjes med en etårig kandidatuddannelse eller tage en erhvervskandidatuddannelse, hvor studierne suppleres med ansættelse i en virksomhed.




























