Et system, som bygger på en vejledning fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, er i strid med reglerne.
Det betyder, at klagesager fra studerende på Københavns Universitet ikke er blevet behandlet korrekt. Og at der har været længere sagsbehandlingstid.
Det oplyser Folketingets Ombudsmand i en pressemeddelelse.
Styrelsens vejledning er nemlig ifølge Ombudsmanden i strid med uddannelsesbekendtgørelsen og eksamensbekendtgørelsen.
»Det er et problem, allerede fordi de gældende regler i uddannelses- og eksamensbekendtgørelsen ikke giver mulighed for interne rekursordninger som den, der har foreligget på Københavns Universitet«, oplyser ombudsmanden, Niels Fenger, i et skriftligt svar til Ritzau.
»Hertil kommer, at det kan føre til en længere sagsbehandlingstid i sager, hvor afgørelsen skal forbi styrelsen«.
Ifølge Ombudsmanden har Københavns Universitet brugt et totrinsklagesystem. Først er en klagesag havnet hos universitetet selv – i universitetets rektorat – og så har det været den studerendes ansvar at sende sagen til styrelsen efter endt afgørelse hos universitetet.
Dermed har universitetet tilføjet et ekstra lag i sagsbehandlingen, der ifølge Ombudsmanden ikke er hjemmel til. Sagerne er behandlet på den måde over en årrække.
»Københavns Universitet har fulgt en praksis, hvor de studerende skulle klage flere gange for at få en overordnet instans uden for universitetet til at bedømme deres sag«, pointerer Niels Fenger i pressemeddelelsen.
Det er i strid med reglerne og ulovlig praksis. Universitetet skal nemlig sende sagen videre til styrelsen, oplyser Niels Fenger.
I pressemeddelelsen oplyser Ombudsmanden, at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen vil tale med universiteterne om studenterklagesagsprocessen.
Styrelsen vil vende tilbage til Ombudsmanden med en status i slutningen af april.
Ritzau har kontaktet Uddannelses- og Forskningsstyrelsen for en kommentar. Styrelsen arbejder på at vende tilbage med svar.
ritzau



























