Folkeskolerne i København skal kunne rumme langt flere børn med særlige behov, så færre elever i fremtiden kommer i specialtilbud.
Det er ambitionen bag en større inklusionsindsats i hovedstadens skoler, som børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) nu skyder i gang. I fremtiden skal »langt de fleste og markant flere børn end i dag« gå i den almene skole, lyder det i en indstilling, som Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til 12. juni.




























