Hvis du er mand og læser til sygeplejerske eller pædagog, er der dobbelt så stor sandsynlighed for, at du har overvejet at stoppe i dit første studieår sammenlignet med andre studerende.
Konkret er der 12 procents sandsynlighed for disse overvejelser, hvis en mand læser et fag, hvor færre end hver fjerde af de studerende er mænd.
For alle andre grupper er tallet seks procent, viser en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Det er problematisk, da mange af disse uddannelser uddanner faggrupper med mangel på arbejdskraft.
Undersøgelsen viser også, at mandlige studerende på kvindedominerede uddannelser ikke er mindre fagligt motiverede.
Der er noget andet på spil, mener Bjarke Tarpgaard Hartkopf, områdechef for videregående uddannelse ved EVA.
»Det kunne godt tyde på, at det er lidt sværere for dem at træffe det kønsutraditionelle studievalg, end det er for andre. Og det synes jeg peger i retning af, at man skal lede efter nogle lidt bredere forklaringer, for eksempel den måde, man ser på faget«, siger han:
»Hvad bliver man mødt af, hvis man træffer det her valg, når man taler med andre om det? Hvad er det for en status, der er i samfundet«.
Bjarke Tarpgaard Hartkopf fremhæver indsatsen for at få flere kvinder ind på STEM-uddannelserne, der blandt andet omfatter matematiske og naturvidenskabelige uddannelser. Her har kampagner som ’Boss Ladies’ og ’Girls in Science’ været anvendt.
Selv om der stadig er en overvægt af mænd på disse studier, søger betydeligt flere kvinder ind på dem nu end tidligere.
»Der er dels det målrettede kønsperspektiv i den måde, man arbejder med det og laver nogle kampagner, og så har der været et meget stort arbejde generelt med at stimulere interessen for fagene«, siger han og påpeger, at det ikke er nemt at ændre på kort sigt, men at der er tale om ’et langt sejt træk’.
Det at få ændret den bagvedliggende fortælling om fag er noget, som optager Nicolaj Laue Juhl, der er forperson for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS).
»Vi har undret os meget over, hvorfor der ikke er mere fokus på at få flere mænd ind på de kvindedominerede uddannelser, når vi ved, at det er en åbenlys mangel«, siger han:
»Det er klart, at der er behov for en målrettet indsats for at inspirere flere mænd til at søge ind på sygeplejerskeuddannelsen, ligesom man har gjort med STEM-fagene og it-uddannelserne«.
Derfor ønsker han en kampagne, der med rollemodeller, oplysningsarbejde og tydeliggørelse af uddannelsens meningsfuldhed, kan få flere mænd til at se sig selv på sygeplejestudiet.
SLS har indgået et samarbejde med DareGender, der er en organisation, som vil engagere mænd og drenge til at tale om køn. Samarbejdet er planlagt til at starte til efteråret og har netop til formål at inspirere flere unge mænd ind i sygeplejefaget.
ritzau
fortsæt med at læse




























