Det kan være svært at sige farvel. Farvel til mor og far, farvel til vennerne, farvel til dagligdagen, som man kender den. Det er en stor beslutning, når man er 14 eller 15 år, at rive et år eller to ud af kalenderen og tage på efterskole. For mens man ved, hvad man siger farvel til, ved man ikke, hvad man siger goddag til. Det kræver mod – og lyst til at prøve noget nyt.
Men måske er danske børn og unge mere modige i dag end nogensinde før. For denne sommer har hele 28.842 elever valgt at tage et år på efterskole. Det er det største elevtal i efterskolernes historie.




























