Der bliver i alt uddelt seks priser til Politikens Pædagogpris.

Priserne: Der uddeles seks priser

Lyt til artiklen

Der uddeles én hovedpris à 75.000 kroner i hver af de tre kategorier ‘Dagtilbud 0-6 år’, ‘Skole-og fritidstilbud 0. til 9. klasse’ og ‘Social- eller specialpædagogik’. Hovedpriserne tildeles pædagoger med en ekstraordinært stærk faglighed, der hele vejen rundt gør et godt stykke arbejde og en forskel.

Desuden uddeles én særpris à 25.000 kroner i hver af de tre kategorier.

Særpriser tildeles pædagoger, der har gjort sig særligt positivt bemærket indenfor et område af faget. Måske gør man en udpræget indsats for et godt udeliv, for stærk inklusion eller har en original tilgang til bevægelse. Eller noget helt fjerde, som fagpanelet bemærker.

Du skal ikke indstille pædagoger specifikt til særprisen, det faglige panel tager alle indstillinger i betragtning til både hoved- og særpris.

En tredjedel af beløbet skal bruges på projekter i institutionen eller efteruddannelse efter pristagerens valg. Dette gælder for både hovedpriser og særpriser. Resten af beløbet kan vinderen selv disponere over.

Et fagligt panel finder ud fra indstillingerne frem til, hvem der skal modtage hovedprisen og særpriserne. Politikens uddannelsesjournalist Pernille Mainz er formand for panelet.

Da der er tale om hæderspriser, der udbetales som anerkendelse af pædagogens fortjenester, er uddelingerne ifølge Politikens oplysninger skattepligtige for modtagerne efter ligningslovens § 70. Bestemmelsen medfører, at modtager kun er skattepligtig af beløb over 25.000 kroner samt at beløb herover kun medregnes til den skattepligtige indkomst med 85 procent.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her