»Jeg er nok bare selv ret begejstret for møbelsnedkerfaget. Det er et fantastisk fag med ufatteligt mange muligheder. Det der med livslang læring gælder virkelig her. Faget er så fedt indrettet, at selv om man har elever på det laveste niveau, kan jeg som lærer stadig lære noget af dem. Og så kommer begejstringen helt af sig selv. Det er jo elevernes hjerteblod, og jeg skal bare være glad for, at jeg får lov til at blive inddraget«.
»Jeg plejer at sige, at det er hånd, hoved og hjerte, du får lov til at bruge i det her fag. Hænderne laver det, som hovedet udtænker, og hovedet udtænker det, som hjertet har lyst til. Jeg prøver at inddrage alle elementer. Jeg kan ikke se, hvorfor tingene skal være så fastlåste. Jeg plejer at sige ’hvorfor ikke’, når andre siger ’hvorfor’. På den måde bliver der lavet nye ting, og vi får gået nogle nye veje«.