Der var hyldest til både de lærere, der i år har fået tildelt Politikens Undervisningspris, de nominerede, der var en kridtstreg fra, og de mange lærer som hver dag gør en kæmpe indsats i grundskolerne og på gymnasierne og erhvervsuddannelserne.
Det var en tydeligt overvældet Carina Forsberg Nielsen, der blev klappet hele vejen op på scenen i Pressen i Politikens Hus - og ned igen - for at få overrakt hovedprisen i grundskolekategorien. Den 24-årige lærer var indstillet af sine elever fra 8.a. Og det var med god grund til, hun var rørt. Ud over de kærlige ord fra eleverne, fik hun også mange rosende ord med på vejen fra det faglige dommerpanel.