Her er vinderne af Politikens Undervisningspris

Mette Petersen vinder hovedprisen og de 75.ooo kr. i grundskole-kategorien Janus Engel/Photographer
Mette Petersen vinder hovedprisen og de 75.ooo kr. i grundskole-kategorien Janus Engel/Photographer
Lyt til artiklen

En dansklærer, der med superkræfter og Ajax lægger krudt i sit arbejde. En gymnasielærer, der ruster eleverne til det uforudsigelige. Og en sygeplejerske, der insisterer på, at hendes elever er de bedste.

Blandt flere end 2400 indstillinger har to ekspertpaneler fundet frem til dette års vindere af Politikens Undervisningspris i de tre kategorier: grundskole, gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser.

69. Så mange elever, forældre og kollegaer havde sat sig til tasterne og indstillet dansk- og idrætslæreren fra Lillerød. Mette Petersen vinder hovedprisen i grundskole-kategorien for at være en rollemodel for andre lærere.

»Mette har det hele og lidt til. Hun kan sit fag og faglige begreber og går ikke på kompromis med kvaliteten. Hun går forrest og er ikke bange for at diskutere etik og moral og få eleverne til at tage stilling til, hvilket samfund de vil være med til at skabe«, skriver ekspertpanelet i deres begrundelse.

Mens en elev mener, at Mette har superkræfter, skriver en anden, at hun har gjort klassen klog.

»Hun er mega engageret, og når hun først kommer i gang er det meget svært at falde bagud. Man bliver trukket med i undervisningen«, skriver en tredje.

Brian D. Egede Pedersen, Nykøbing katedralskole

På Nykøbing Katedralskole er eleverne på skattejagt. Ved de forskellige poster er det tilladt at tage iPhonen op af lommen. Her skal de nemlig skanne de barcodes, der hænger rundt på skolen og svare på spørgsmål om body language og diskutere grammatiske fejl på engelsk.

Det er blandt andet Brian D. Egede Pedersens evne til at gøre undervisningen interessant og vedkommende for eleverne, der giver ham hovedprisen i gymnasiekategorien i Politikens Undervisningspris. Læreren, der underviser i engelsk og historie, vinder desuden prisen for at være opmærksom på den transition, som de unge er igennem. Med indførslen af ’voksentid’ taler han med eleverne om alt fra uddannelsesmuligheder og kviklån, til hvordan man laver en billig middag.

DE FAGLIGE PANELER Mød eksperterne, der kårer vinderne af Politikens Undervisningspris

Og så gør han en dyd ud af at veksle mellem en tryg og overraskende undervisning, så eleverne er rustede til at håndtere det uventede.

I andre fag bliver gode lærere refereret til som ’fagets Brian’, skriver en elev i sin indstilling, mens en anden udtaler:

»Han formår at gøre selv de mest kedelige ting virkelig spændende. Han laver lege og formår, i hvert fald i de fleste tilfælde, at gøre helt simpel engelsk grammatik sjovt«.

Ekspertpanelet begrunder udnævnelsen med, at Brian mestrer alle facetter af lærergerningen:

»For at få hovedprisen skal man kunne hele spektret af god undervisning. Varieret undervisning, gode relationer til eleverne, fagligt stærk, skabe et godt miljø, vælge relevant stof, motivere og inspirere eleverne. Der er mange krav, men vi er slet ikke i tvivl om, at Brian kan det hele og mere til«.

Pernille Kudsk, Social- og Sundhedsskolen, Horsens

»Selvfølgelig bliver I ansat. De fleste af mine elever bliver ansat, for de er de bedste«.

Sådan lyder beskeden ofte fra Pernille Kudsk til hendes elever på Social- og Sundhedsskolen i Horsens, når de har kvaler med den faglige selvtillid. Det er netop Pernilles evne til at give eleverne selvsikkerhed og ambitionen om, at de skal blive de bedste, der er blandt ekspertpanelets begrundelser for, at hun vinder hovedprisen i erhvervsskolekategorien.

Med Pernille, der er uddannet sygeplejerske, og som underviser i omsorg, sundhed og pleje, får man det hele. Som en elev udtrykker det:

»Pernille er en dygtig lærer, hun giver ikke op på nogen. Hun er sød, rar og hård, men retfærdig«.

Det vigtigste for Pernille, der er indstillet til prisen af sine elever, er at skabe et trygt læringsmiljø.

»Hun er fysisk en lille dame. Men hun har en kæmpe personlighed. Hun er som en lommelygte, der viser os på rette vej«, siger en elev.

Samtidig lytter hun til elevernes behov, forslag og input – og hun er altid parat til at ændre sin undervisning, når der er behov for det.

Med udnævnelse af Pernille ønsker ekspertpanelet desuden at sætte fokus på og belønne den gode undervisning på social- og sundhedsområdet.

»Sosu-uddannelserne er et stort og vigtigt, men indimellem overset område. Også her er der brug for dygtige og engagerede lærere med ambitioner på elevernes vegne og solide bidrag til at sikre et højt niveau. Sådan en lærer er Pernille. Velforberedt, positiv og engageret er ord, der går igen i beskrivelserne af Pernille«, skriver dommerne i deres begrundelse.

Undervisningsprisen bliver uddelt i samarbejde med Lundbeckfonden.

Mette Dalgaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her