»Hallo, piger, de følger efter os«, hvisker en af pigerne fra 5. b til sine to klassekammerater. Hun går med et opgavesæt tæt ind til kroppen på en fodboldbane beliggende ud til hovedvejen i Tommerup Stationsby på Fyn.
De to andre piger kigger tilbage i frygt, og gruppen rykker sig tættere sammen og går hurtigere mod den modsatte ende af fodboldbanen.
»Hallo, vi skal væk«, siger en af pigerne lavmælt.
De tre piger går i 5. b på Tallerupskolen. De har deres ugentlige trivselsdag med klassekammeraterne, og deres lærer Christian Lund har arrangeret en fysisk version af computerspillet ’Among Us’, som alle i klassen spiller.
I spillet får en håndfuld elever rollen som ’bedrager’, uden at de andre ved, hvem der er bedragere. Man ryger ud af spillet, hvis man får et klap på skulderen af en bedrager. De andre spillere skal forsøge at finde ud af, hvem bedragerne iblandt dem er. Hvis man har en idé om, hvem der er bedrager, kan man indkalde til et møde, hvor alle må stemme om, hvem de tror det er.
Pludseligt lyder et horn fra midten af banen, hvor 5. b’s klasselærer, Christian Lund, står. Børnene kommer pilende fra hver deres hjørne af banen, hvor de løser opgaver ved poster undervejs i spillet.
Deres kinder er røde, og nogle har smidt jakkerne, selvom det kun er 5 grader.
»Der skal indberettes et drab«, råber Christian Lund til børnene, der stiller sig i en cirkel om ham.
En elev spørger, om han må tegne Christian Lund på en af posterne, hvor man skal tegne, hvem man tror, bedrageren er.
»Jeg er ikke bedrager, jeg er bare lærer. Men det er måske lige så dræbende«, siger han og klukker højlydt.
For Christian Lund er det vigtigt at tage udgangspunkt i elevernes verden, når han sammenstøber sin undervisning.
»Det helt store mål er, at børnene går hjem gladere, end da de kom. Jeg kan godt skælde ud og være ham, der bestemmer, men jeg kan også være ham, man lytter til, og som fortæller sine historier. Jeg elsker, når børnene kommer og fortæller en personlig historie, og så skal jeg nok gøre det samme. Jeg giver meget af mig selv på min arbejdsplads. Rigtig meget«.
Christian Lund kommer selv fra den lille by med lidt over 1.500 indbyggere. Han har også selv gået på den skole, han har undervist på hele sit voksne liv.
»Jeg sluttede ikke så godt, da jeg gik her selv. Jeg var temmelig skoletræt, og der gik mange år, før jeg fandt ud af, at jeg skulle være lærer«.
Og han fortæller gladeligt børnene om, hvordan han selv havde det, da han gik i folkeskolen.
»Jeg synes, det er vigtigt at lære hinanden at kende på godt og ondt. Børnene synes også, det er skægt, når jeg fortæller historier om, da jeg var knægt og gik i skole«.
Jeg kan godt skælde ud og være ham, der bestemmer, men jeg kan også være ham, man lytter til, og som fortæller sine historier.
Fakta
Politikens Undervisningspris 2021
Overtalte rektor til at købe 3D-printer
’Among Us’ er ikke det eneste computerspil, som matematiklærer Christian Lund bruger i sin undervisning. Han er i gang med at lave et forløb med spillet Minecraft i samarbejde med dansklærere. Christian Lund underviser i matematik, natur og teknik og er hele skolens it-ekspert.
For syv år siden overtalte han rektoren på skolen til at købe en 3D-printer, som en af de første skoler i Danmark. Det er i dag blevet til et helt tech-lab, hvor eleverne lærer at programmere, bygge robotter og 3D-printe landsbyer.
I efteråret vandt 5.b en DR Ultra-konkurrence, der gik ud på at skabe et dansk dyr i form af en robot ved hjælp af kodning og teknologi.
»Jeg er ikke uddannet inden for it, men jeg synes, det er så spændende. Og det er tvingende nødvendigt, at eleverne lærer om det. De vokser jo op med teknologi, så de skal formå at bruge den og bruge den på den rigtige måde. Vi snakker også om sociale medier i undervisningen. Det er en rigtig stor del af børnenes hverdag, og der har vi en gang imellem nogle kedelige sager, hvor vi skal give dem nogle gode råd med på vejen«.
Den innovative tilgang til undervisningen er blevet bemærket. En kollega skriver følgende i en indstilling af ham:
»Hvis ikke Christians klasse er i færd med at lave en hel by med huse lavet på 3D-printeren, så vinder de konkurrencer på tv med deres film eller laver julevideo til resten af skolen. Christian og hans klasser går bare forrest, og så kan vi andre forsøge at følge med. Senest stod vi under hjemsendelsen over for en udfordring til fastelavn. Christian løste udfordringen ved at udarbejde et program til computeren, så eleverne kunne slå katten af tønden hjemme foran skærmen. Hvordan Christian får alle sine projekter til at glide, er mig en gåde, for vi andre har i hvert fald kun 24 timer i et døgn. Og, nå ja, han sørger også for al it for både elever og lærere«.
I mit snart 8-årige lærerliv har jeg mødt mange ildsjæle, men jeg har ikke mødt en som Christian, der giver betydningen af engagement en hel ny dimension
Festarrangøren
Christian Lund er blevet indstillet af 34 personer til Politikens Undervisningspris. En stor portion af indstillingerne kommer fra hans kollegaer, der hylder ham for at tage initiativ som eksempelvis virtuelle fredagsbarer og brætspil, og at ligegyldigt hvor travlt Christian Lund har med sit eget arbejde, siger han aldrig nej til at hjælpe.
En kollega skriver: »Som nyansat på skolen kan man ikke undgå at lægge mærke til Christian med det samme. Han tager hånd om de nye kollegaer ved at byde dem indenfor. Invitationer til sociale arrangementer, hjælpsom og opmærksom med udfordringer, små drillende beskeder eller en sjov kommentar på gangen. Alt sammen elementer, der gør, at man føler sig som en del af fællesskabet på skolen. I mit snart 8-årige lærerliv har jeg mødt mange ildsjæle, men jeg har ikke mødt en som Christian, der giver betydningen af engagement en hel ny dimension«.
Christian Lund forklarer engagementet med, at når man er glad for at komme et sted, så går man også den ekstra mil.
»Jeg glæder mig til at komme på arbejde hver dag. Vi har et rigtig godt sammenhold. Jeg betragter en stor del af mine kollegaer som private venner«.
fortsæt med at læse
Nu er der kun en uge tilbage til at indstille en lærer til Undervisningsprisen
-
Hvordan får man en træt 16-årig op af sengen efter et års onlineundervisning? Her er tre læreres bud
-
Lærere vil rette op på frafald og blakket ry for sosu-uddannelserne. Nu har de startet et tv-show for eleverne
-
Alle ingredienser til en kaotisk hverdag var smidt i gryden hos familien Krabbe, da landet lukkede. Men klasselæreren har fået det til at gå som smurt