Han forstod ikke, hvad klassekammeraterne sagde. Men en lærer sørgede for, at han alligevel kom med til fødselsdagene

Han fik stukket en invitation i hænderne, der var mørkere end klassekammeraternes. Den var skrevet på et sprog, han var begyndt at lære for blot nogle måneder siden. Der stod en adresse, han ikke anede, hvor var.

Så den niårige dreng skød det hen, og da hans lærer Charlotte Wich Thomsen efter timen spurgte, om han skulle med til fødselsdagen, trak han på skuldrene og sagde, at han ikke vidste, hvordan han skulle komme derhen. Men så let slap han ikke.

»Det får jeg styr på«, svarede læreren.

Nu går Yosef Kasas i 9. klasse og ser tilbage på en skolegang, hvor den lærer har betydet noget særligt. Det er snart syv år siden, han startede på Søndersøskolen i Værløse i Nordsjælland, efter han og familien var flygtet fra Syrien, og det var vigtigt at møde en lærer som Charlotte Wich Thomsen. Hun er nomineret til Politikens Undervisningspris og er blevet indstillet af 14 personer – blandt andre Yosef Kasas’ mor.

»Det var ikke nemt for et barn, der er ni år, at forstå, hvorfor mennesker dør af bombeangreb. Charlotte er en af de bedste lærere i verden, fordi hun støtter min søn, og hun hjælper ham til at lykkes både i skolen og i livet. Motivationen var ikke følelser af medlidenhed med et faderløst barn, der kom fra krigen, men derimod, at det var hendes ansvar som lærer«, skriver Yosefs mor, Nesren Saleh, i indstillingen.

Krigen slog sprækker i et godt liv

Yosef Kasas havde ikke nået skolealderen, før krigen i Syrien brød ud. Inden da boede familien bestående af Yosef, hans to søskende, mor og far i en lejlighed syd for hovedstaden Damaskus. Nesren var tandlæge med egen klinik, og faren arbejdede på en skole. »Et godt liv«, beskriver Nesren Saleh det som.

Men efter det arabiske forår i 2011 brød borgerkrigen ud. Hverdagslivet slog sprækker, og det samme gjorde deres hjem, der blev ødelagt af bombardementer. De sidste år i Syrien måtte de flytte rundt, og det gjorde Yosefs skolegang sporadisk samtidig med, at skolen ikke altid havde åbent.

I 2016 flygtede familien med undtagelse af faren, der stadig bor i Syrien.

Hun gjorde noget ekstra

Da de kom til Danmark, startede Yosef Kasas i en såkaldt basisklasse på Søndersøskolen sammen med andre flygtninge. Efter nogle måneder kunne han begynde i en almindelig 4. klasse.

Han husker, at de nye klassekammerater var fremmede ansigter, der talte et sprog, han stadig havde meget svært ved at forstå. Det var her, han mødte Charlotte Wich Thomsen, som han skulle have til dansk og matematik. Hun gjorde noget ekstra – ud over at give ham den ekstra hjælp, han havde brug for til det faglige – fordi sproget var nyt, og skolegangen indtil videre havde været abrupt.

»Det, der gjorde Charlotte anderledes, var, at hun ikke kun hjalp i skolen, men også uden for skolen«, siger han.

At sørge for, at han kom med til fødselsdagene, var en af de ting, Charlotte Wich Thomsen gjorde. Familien bor i Farum, mens Søndersøskolen ligger i nabobyen Værløse. Men afstanden skulle ikke forhindre ham i at komme, tænkte Charlotte Wich Thomsen, så hun arrangerede, at nogle af klassekammeraternes forældre kunne køre ham, eller hun kørte ham selv. Det sætter Yosef Kasas stor pris på i dag.

»Charlotte ville gerne have, at jeg var social, og det hjalp meget«.

Et godt humør kan hjælpe selv på krigstraumer

Især det første år fyldte de voldsomme minder fra Syrien Yosef Kasas’ bevidsthed.

»Egentlig var det jo døden, vi flygtede fra. Jeg har set døden foran mine øjne rigtig mange gange«, siger han.

Han har delt nogle af oplevelserne med Charlotte Wich Thomsen, men havde ikke det store behov for at tale om det, forklarer han. Men noget, der gjorde en forskel, var hendes kreative undervisning, der fik tankerne et andet sted hen. Hun fulgte ikke bare opgavebøgerne, når nyt stof skulle gennemgås, men fandt ofte på en anderledes måde, klassen kunne lære det på, fortæller Yosef Kasas.

Han husker, at de blandt andet byggede med centicubes – små klodser, der måler en kvadratcentimeter.

»Hvis man har oplevet noget dårligt, er det bedste, man kan gøre at komme til, at smile. Charlotte kom ind i klassen med godt humør og fik altid klassen til at grine. Jeg kan ikke huske én gang, hvor hun har været i dårligt humør«, siger Yosef Kasas.

»Hun er en meget speciel lærer«.

Foto: Anders Holst Pedersen

Hans mor, der sidder ved siden af ham i den grå sofa i lejligheden, nikker.

»Da vi kom til Danmark, frygtede jeg, at kulturforskellen ville være stor, og at vi ville blive behandlet anderledes. Men Charlotte gav os en chance. Hendes humør gør dig tryg, så barrieren mellem os forsvinder, og man føler sig velkommen«, siger Nesren Saleh.

Der er ikke nogen tvivl om, at hun er en mor, der går op i Yosefs og hans søskendes skole. På et sidebord til sofaen ligger en bog med titlen ’Hjælp dit barn med matematik. Gennem grundskolen og gymnasiet’. Hun kan hjælpe med lektierne i de naturvidenskabelige fag, men i dansk er det sværere. Der gik ikke længe, fra de kom til Danmark, før hun havde fået Charlotte Wich Thomsens nummer, så de kunne skrive en sms, hvis der var en opgave, de ikke forstod.

Hun mener, Charlotte Wich Thomsen har en aktie i, at hendes søn i dag er motiveret for at lære, fordi hun rummede ham og forstod hans situation, så han kunne udvikle sig. Og det er vigtigt, at man uddanner sig, når man er flygtning, siger hun.

»Mine børn skal være rollemodeller for andre flygtninge. Hvis flygtninge har en højere uddannelse, giver det et godt billede af, at vi er stabile og har et godt liv«.

På gensyn til venner

Efter sommerferien har Yosef planer om at starte på en erhvervsfaglig gymnasieuddannelse, eux, på en it-retning. Når han skal sige på gensyn til klassen på Søndersøskolen, er det ikke til de fremmede, han mødte for syv år siden, men til venner. Da han havde gået i klassen i et par år, følte han endelig, at han var blevet så god til dansk, at de rigtigt kunne tale sammen. Da vi møder ham, har han påskeferie, men når han kommer tilbage i klassen, ved han, at de vil spørge, om han har haft en god ferie. Og han vil spørge dem om det samme.

Charlotte Wich Thomsen slap klassen efter sjette. Men når hun møder Yosef på gangen, kommer hun stadig forbi og spørger, hvordan han har det, og om der er noget, han har brug for hjælp til. Det er ikke mere end et par uger siden, at Yosef svarede, at han godt kunne bruge hjælp til at forstå en tekst, han skulle læse i dansk, med mange svære ord.

»Det er rart, for ellers ville jeg bare sidde i klassen og ikke kunne sige noget. Men når hun hjælper mig, kan jeg følge med«.

I timen, hvor de gennemgik teksten, rakte han hånden i vejret. For nu havde han forstået, hvad teksten handlede om.