Fjernundervisning særprisvinder, Nanna Filt Christensen, underviser i matematik på Taastrup Realskole.

Nanna Filt Christensen

Foto: Janus Engel
Foto: Janus Engel
Lyt til artiklen

Nanna Filt Christensen brugte mange timer under nedlukningen af landet på at bygge lego i sin udestue i hjemmet i Taastrup.

Ikke kun fordi hun var hjemme med to børn, der skulle underholdes og aktiveres.

Men også, fordi hun underviser 4. klasse på Taastrup Realskole i matematik, og arbejdede i timevis – primært efter resten af familien var gået i seng – for at skrue et meningsfuldt forløb sammen for eleverne under lockdown.

»Jeg vendte alt på hovedet og byggede et klasselokale og 12 elever af lego. Jeg opbyggede karakterer og scenarier, som jeg lavede små film over og uploadede på min hjemmeside, så eleverne kunne se dem. Det blev deres udgangspunkt for undervisningen under corona«, siger Nanna Filt Christiensen.

Eleverne i legoklassen havde både fysik og matematik. De var på udflugter, de spiste madpakker, de hyggede sig som klasse og de glemte at rydde op.

Hun klarede udfordringen under skolelukningen så godt, at en hel række af forældre og børn i 4. klasse indstillede hende til Politikens Undervisningspris.

Og det var ikke kun forældre og elever, der var imponerede over Nanna Filt Christensens evner indenfor fjernundervisning. Også de faglige paneler, der vurderer ansøgningerne til Politikens Undervisningspris, så at Nanna Filt Christensen kunne noget særligt.

»Den virtuelle undervisning under skolernes lukning var en kæmpeudfordring på alle skoler. Nanna Filt Christensen løste opgaven med stort overskud og humor og uden at gå gå på kompromis med fagligheden«, siger Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her