De fleste socialarbejdere kender fornemmelsen af, at grænserne kan skride. At man bliver i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert. Er vi her for at hjælpe udsatte medborgere på vej til et bedre liv, eller er vi her for at skænke kaffe til en chanceløs eksistens, som alligevel er på vej den vej, hønsene skraber?

Jeg medgiver, at tvivlen altid kan opstå i mødet med særligt tunge problemer. Grænserne flyder, fordi socialt udsattes hverdag er præget af den daglige kamp for at overleve – med et misbrug, en psykiatrisk diagnose og et par andre alvorlige problemer oven i hatten. Selvrespekten og meningen med det hele er gået fløjten. Så meget desto mere afgørende er det, at medarbejdere, behandlere og frivillige til stadighed formår at synliggøre håbet om forandring. Hvorfra skulle det ellers komme?