Lobbyisme er afgørende for et velfungerende demokrati. Ja, sådan er det faktisk. Hvis man som politiker skal udføre sit arbejde fornuftigt, er det helt afgørende at være i kontakt og dialog med omverdenen. Jeg tror på, at vi får bedre lovgivning, når vi lytter til indspark fra forbrugerorganisationer, erhvervsliv, pensionskasser, fagbevægelse, ngo'ere og almindelige borgere.
Lobbyisme omtales ellers ofte meget negativt – som en ødelæggelse af rene holdninger og en forstyrrelse af rene beslutninger. Men det er et helt forkert ideal, at vi politikere skulle lave lovgivning isoleret fra resten af samfundet. Idealet bør i stedet være, at de forskellige legitime interesser i samfundet repræsenteres langt mere lige, end hvad der er tilfældet i dag.



























