Hvis ikke du giver hånd, så er det ud af vagten i det offentlige - en fyreseddel. Sådan lyder beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens seneste tiltag i den igangværende ensretning og intolerance-politik, som han er en af hovedeksponenterne for. Bemærk 'argumentet': »Vi kan ikke acceptere, at man skelner mellem folk i de situationer, og det er ikke op til folks forgodtbefindende selv at afgøre, hvem de vil hilse på.« (Politiken, 4.5.2007). Jamen er det dét, der er tale om? At offentligt ansatte muslimske kvinder, der ikke giver hånd, efter forgodtbefindende vil afgøre, hvem de ikke vil hilse på? Selvfølgelig ikke. Det er ikke alene manipulation fra beskæftigelsesministerens side - det er løgn. De hilser aldeles ærbødigt, blot på anden vis. Hvor slemt er det nu lige, at dét er? Er det mindre respektfuldt at lægge hånden på sit hjerte end at stikke sin næve frem og give et håndtryk? Først var beskæftigelsesministeren ude med den hårrejsende udmelding om, at én dagplejemor i Odense med burka var »en trussel mod samfundets sammenhængskraft« (TV-Avisen, 2.5.2007). Intet mindre. Den ene politiker efter den anden fulgte trop, og i stedet for en afbalanceret diskussion om én dagplejemor i Odense, og hvilke problemer det kan have i det offentlige rum, når børnene ikke kan se hendes ansigtsmimik, samt forældres frivillige ret til at vælge den dagplejemor, de ønsker - og afvejningen af de implicerede problemstillinger - så er det straks en trussel mod selve nationens sammenhængskraft. Spørgsmålet er, om ikke vi skal sætte politiet ind straks? Eller anti-terrorkorpset? Eller luftvåbnet? Foreløbig skal hun så ikke kunne arbejde offentligt længere, basta. Det kan selvfølgelig være et problem, at en kvinde, hvis ansigtsmimik er skjult, betjener klienter i offentlig service. Gør det samme sig gældende i forhold til en kvindelig dagplejemor, som forældre selv har valgt, og som i øvrigt ikke går tildækket derhjemme? Muligvis? Sandsynligvis? Pointen er, at ikke alene er enhver almindelig debat herom nu komplet udelukket, men hvad værre er - en diskussion, der sikkert kunne afklares ganske udramatisk, bliver til »en trussel« mod Danmark. Claus Hjort Frederiksens moralske panik hersker. Og når beskæftigelsesministeren altså nu oplevede en voldsom stor succes i form af begejstrede partifæller og rygklappende oppositionspolitikere, der stod i kø at tage del i alvoren, så er det jo nærliggende at stramme skruen en ekstra tand. Derfor skridtet videre - også et manglende håndtryk skal kunne kvitteres med en fyreseddel. Og så er det naturligvis slet ikke faldet Hjort Frederiksen ind, at hans udmelding samtidig bidrager til en yderligere distancering af Enhedslistens folketingskandidat, Asmaa Abdol-Hamid, der går med hovedtørklæde og ikke hilser ved håndtryk - vel? Hun er uddannet socialrådgiver, og hvis Hjort Frederiksens ord bliver til lov, er hun afskåret fra offentlig ansættelse. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet for hele balladen - Dansk Folkepartis oprindelige forsøg på at så tvivl ved, om hun overhovedet kan få lov til at stå på Folketingets talerstol, hvis hun skulle blive valgt. Dét skridt har han ikke taget endnu, men at Hjort Frederiksen i mere end én forstand har rakt en hånd til Søren Krarups propaganda-strategi, er indlysende.