I undersøgelsen EU-MIDIS har EUs Agentur for Grundlæggende Rettigheder gennemført 23.500 interviews med borgere med minoritetsbaggrund i EU's 27 medlemsstater, heriblandt muslimer i 14 vestlige EU-lande (bl.a. Danmark, Tyskland, Holland, Sverige, Frankrig og Belgien). I Danmark er denne del af undersøgelsen begrænset til muslimer med tyrkisk og somalisk baggrund. Resultatet er rystende: Hver tredje muslim har oplevet diskrimination inden for det seneste år, de fleste pga. etnisk baggrund, men mange også pga. deres religiøsitet. Undersøgelsen viser endvidere, at diskriminationen især finder sted på jobbet eller i forbindelse med jobansøgninger, men også på restauranter og diskoteker, inden for sundhedsvæsnet, finanssektoren osv. Desværre er det ikke overraskende. Danmarks Radios stort anlagte muslim-undersøgelse fra maj viste, at hele 43 procent af muslimerne i Danmark har oplevet racisme (heraf 26 procent "sjældent" og 17 procent "ofte eller meget ofte") - resultatet blev imidlertid så godt som komplet negligeret i medierne. Hverken den udbredte oplevelse af diskrimination eller racisme afspejler sig imidlertid i statistikkerne. Hele 79 procent af muslimerne i EU-undersøgelsen har således aldrig anmeldt diskriminationen, idet de enten ikke ved, hvordan man gør, eller fordi »ingenting vil ske eller ændre sig ved at anmelde« (jf. Berlingske Tidende, 31.9.2009). Niels-Erik Hansen, leder af Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination (DRC) udtaler: »Det gør, at folk lægger bånd på sig selv. De lader være med at søge et job, fordi de tænker, at de alligevel ikke får det. De afholder sig fra at tage del i fællesskabet, og så er det, at det modvirker hele integrationen.« Mandana Zarrehparvar, der leder Institut for Menneskerettigheders afdeling for retssikkerhed og ligestilling, udtaler: »Det er et dansk problem, og det er et paneuropæisk problem. Folk anmelder det simpelt hen ikke, når de oplever, at de bliver udsat for diskrimination, og den største årsag er, at de ikke føler tillid til systemet. De føler ikke, at deres sag bliver behandlet på en retfærdig måde.« ( Berlingske.dk, 1.6.2009). Mulighederne for at anmelde diskrimination er elendige og en klart medvirkende årsag til, at problemet ikke afspejler sig i klagesager og statistikker, men røber så dramatiske mørketal. F.eks. er Danmarks klageorgan for alle diskriminationsområderne nærmest gemt af vejen som en hemmelighed, holdt i regeringens stramme tøjler og i praksis hæmmet på alle tænkelige måder, så det nærmest sylter hensigten i EU's ligebehandlinsdirektiv af 29. juni 2000 (læs: Nyt klagenævn i ministerens stramme tøjler). Man kan håbe, at negligeringen af diskriminationen fra både politikeres og myndigheders side ophører efter kendskabet til denne undersøgelse, at klagenævnets synlighed og effektivitet mangedobles, samt at politiets prioritering af diskriminations- og racisme sager forøges drastisk i stedet for at blive bagatelliseret; men i betragtning af de dominerende politiske vinde, er det usandsynligt. Især når man betænker, hvordan oplagte racisme-sager afvises og slet ikke får lov til at blive ført for domstolene (jf.: Er rigsadvokaten i lommen på DF eller bare inkompetent?). Indtil videre er klagemuligheden først og fremmest Ligebehandlingsnævnet, som er utilstrækkeligt, ukendt og ineffektivt - men selvfølgelig bedre end ingenting: Ligebehandlingsnævnet.