Det tyrkiske parlament har valgt den nuværende udenrigsminister, Abdullah Gül til ny præsident i Tyrkiet. Det er således første gang i landets historie, at præsidenten og regeringschefen begge er medlemmer af et parti med en klar muslimsk identitet - regeringspartiet AKP. Lige til det sidste var det tyrkiske militær på barrikaderne i uskøn forening med yderligtgående islamkritikere i Vesten, der råbte vagt i gevær. Islamkritikere fæstner sig bl.a. ved, at Tyrkiet på en række områder ikke til fulde lever op til menneskerettighederne, men underkender i den sammenhæng, at ingen tidligere tyrkisk regering trods alt har gennemført så mange forbedringer i forhold til menneskerettighederne som den nuværende, og at der fortsat hviler et stort pres på landet om at fortsætte i samme retning. Det har også været karakteristisk for den tyrkiske kritik af Abdullah Gül, at flere af de citater, der har været bragt til torvs for at miskredittere AKP's præsidentkandidat som en 'islamist i fåreklæder', reelt er udtryk for Güls ordinære og nøgterne kritik af sekulære kræfters manglende tolerance. F.eks. udtalte Gül i The Christian Science Monitor i 1998: »Det er i virkeligheden de sekulære, som er de intolerante. De forsøger at tvinge deres egen levevis ned over hovedet på andre. De gør det for at tækkes Vesten, men ingen i Vesten opfører sig sådan. Det er skammeligt for dette land.« (Citeret efter Politiken, 28.8.2007). Bemærkningen var i flere henseender træffende. Tilsvarende ude af proportioner er forargelsen over, at Güls hustru bærer tørklæde. Det fortæller noget om fastlåst tyrkisk intolerance, at dette var en tilstrækkelig slem forseelse til at nægte hende optagelse på universitetet i Ankara i 1998. At kritikere endvidere overhovedet kan gøre det til et omdrejningspunkt for deres forargelse, at en kommende præsidentfrue således kan være en muslimsk kvinde, der bærer tørklæde, er i det hele taget sigende for dele af debatniveauet. Der er derimod ingen tvivl om, at Gül og andre i AKP som så mange andre politikere tidligere i deres karriere har været mere radikale end i dag - men det har det tyrkiske militærs fremfærd afgjort også. Med regeringspartiet AKP er der i det mindste en chance for at nå en mere moderat balance mellem det religiøse og det sekulære Tyrkiet. Men hvis nogen har truet denne balancegang, også i de senere år, er det ikke mindst militæret. Den militære leder, general Yasar Buyukanit har f.eks. for blot to dage siden offentliggjort en erklæring, der rummer slet skjulte trusler mod Abdullah Gül og AKP. Her hedder det bl.a.: »Militæret er, ligesom det hidtil har været, fast besluttet på at værne om det sociale, demokratiske og sekulære Tyrkiet. (...) vores nation har også været vidne til et center af ondskab, som systematisk forsøger at udhule Den Tyrkiske Republiks sekulære væsen.« (Jf. Politiken, 28.8.2007). Anklagen afslører et militærapparat, der snarere end at værne om demokratiet er parat til at true det - Gül er blevet valgt til præsident, fordi der ganske enkelt er flertal for det i parlamentet. Trods tilbagevendende pres fra militæret mønstrede AKP endvidere næsten halvdelen af alle stemmerne til parlamentsvalget i juli, hvorfor heller ikke partiets vælgerbasis kan på nogen måde reduceres til islamister. Derfor behøver hverken militæret eller andre kritikere naturligvis applaudere AKP så lidt som valget af Gül til præsident - der er rigeligt behov for, at åbenmundede samfundskritikere og menneskerettighedsforkæmpere til stadighed kræver yderligere reformer og holder både regeringsmagten og militærmagten i skak i Tyrkiet. Men et militærapparat med en så aktivistisk magtbase, der uden videre blander sig med slet skjulte trusler om udfaldet af et valg, er og bliver særskilt foruroligende. Den mest udtalte bekymring i øjeblikket er derfor ikke spekulative gisninger det fremtidige forhold mellem stat og religion, hvor både Erdogan og Gül går ind for adskillelsen - men derimod det helt aktuelle og konkrete spørgsmål om, hvornår landet endelig får adskilt stat og militær.