Rygterne vil vide, at Karen Jespersen skal være socialminister - igen. Det var hun nemlig også en overgang under Nyrups socialdemokratiske ledelse i 1990'erne. Men dennegang er det altså med partibog hos Venstre. At Fogh måske tror, at hun kan bibringe Venstre og regeringen et socialt ansigt, hvis hjerte banker for de trængte grupper i samfundet, er muligt, og det er givetvis også mange vælgeres opfattelse - i det mindste, hvis de ikke selv er trængte. For nok begyndte hun som mange trængte gruppers håb i begyndelsen af 1990'erne, men endte som deres mareridt. Ganske symptomatisk for hendes lange politiske rejse siden 1970'erne - fra den yderste venstrefløj i Venstre Socialisterne til den yderste højrefløj i Venstre. Da Karen Jespersen sprang til Venstre i slutningen af januar 2007 erklærede hun godt nok i TV-avisen, at hun trods sin fortid på den yderste venstrefløj »altid har været imod kommunisme og totalitære kræfter«. Imidlertid var hun og Ralf Pittelkow toneangivende i 'Gruppe 79', der gik i ind for »røde undtagelser« fra demokratiet, og sammen kæmpede de for en »forberedelse til revolutionen«. Da hun blev konfronteret hermed dagen efter, forklarede hun om sin revolutionære fortid: »Jeg kan ikke huske, hvad jeg mente om det,« og tilføjede: »Det siger mig ikke en pind.« (MetroXpress, 2.2.2007). Hvorfor hun ikke blot bemærkede, at hun har skiftet holdning, er et godt spørgsmål - det er afgjort helt fair at skifte parti, også selv om det er sket ganske tit i Karen Jespersens karriere, som tidligere bemærket i undertegnedes klumme i Politiken (uddrag):