Ifølge en undersøgelse fra Center for Arbejdsmarkedsforskning er 40 procent på det danske arbejdsmarked helt eller delvist enige i, at deres arbejde er psykisk belastende, skriver trafikavisen, 24Timer i dag (20.9.2007). Undersøgelsen omfatter et bredt udsnit af erhverv fra fabriksarbejdere til universitetslærere. Arbejdsmarkedsforsker Tage Bild, der har medvirket til undersøgelsen, bemærker, at visse erhverv er hårdere ramt end andre: »Det gælder især for hjemmehjælpere, sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger, skolelærere og andre, der arbejder med mennesker. Det gør knap så meget, hvis man taber en liter mælk på gulvet i en produktionshal, som hvis man ikke har tid til at yde fru Jensen ordentlig omsorg.« Der er naturligvis mange individuelle og job-specifikke forklaringer på, hvorfor nogle erhverv er særligt psykisk belastende, men at problemet er så generelt, som tilfældet er, peger måske også i en overordnet retning: Danskere arbejder generelt for meget. Så meget desto mere er den ensidige mani med at piske flere og flere ud på arbejdsmarkedet i længere og længere tid måske glimrende, hvis alt drejer sig om at give flere råd til 2 biler og større sommerhuse - men ud over den galopperende vækstfilosofis uholdbare bæredygtighed i det lange løb (et »langt løb«, som bliver stadig kortere og kortere i forhold til forureningen, ressourcespildet og klimaforværringerne), er et yderligere oppisket arbejdsliv ganske enkelt ødelæggende for en række andre forhold i tilværelsen, ikke mindst familielivet, fritiden (friheden) og fordybelsen. Fattigt, at der tilsyneladende ikke er etablerede politiske partier, som i stedet for yderligere arbejdspisk har større arbejdsfleksibilitet, mindre arbejdstid, længere ferier og bedre orlovsmuligheder på programmet, også selv om det kan koste i forhold til stagnerende forbrug - eller sågar en nedsættelse af forbruget.