Ifølge citat-udpluk i dagens udgave af gratisavisen Urban har miljøminister Connie Hedegaard på De Konservatives netop overståede landsråd bl.a. udtalt sin kritik af Socialdemokraterne med følgende slagord: »Fri os fra rettighedsegoisme.« Et godt (dvs. skidt) eksempel på politisk rekonstruktion af begrebsverdenen - det er jo vanskeligt at slippe af sted med at sige: »Fri os fra rettigheder,« og så må det på en eller anden måde gøres spiseligt, når man skal harcellere mod, at den enkelte garanteres en minimumsservice fra det statsapparat, der er til for borgerne. Nu er der næppe tvivl om, at rettighedsbegrebet kan antage små-komiske dimensioner, når det f.eks. gøres til en rettighed, hvor tit plejehjemsbeboere eller andre ældre f.eks. har krav på et bad, men omvendt fortæller det jo noget om, hvor absurd situationen er, at ældre medborgere risikerer at blive deponeret i en trøstesløs institutionstilværelse med minimal menneskelig kontakt. I den henseende er det afgjort et fremskridt, når Socialdemokraterne taler om flere rettigheder, og underlødigt at tale om »rettighedsegoisme«. Samme uredelighed, som når tvangaktivering gøres spiseligt som »aktiveringstilbud«, og når en institution, der reelt skal begrænse antallet af asylsøgere i Danmark, omdøbes til »Udlændingeservice«.
Connie Hedegaard og rettighedsegoismen
Lyt til artiklen