Pia Kjærsgaard blev hujet ud og forfulgt på Christiansborg Slotsplads, da hun kom ud for at lytte, så sikkerhedsfolkene måtte eskortere hende væk. Selv udtalte hun: »Det kniber åbenbart lidt med tolerancen.« (Politiken.dk, 2.10.2007). Hvad enten hun fik den reaktion, hun havde forventet og kalkuleret med eller ej, har hun fuldkommen ret. Diskutér med hende, protester mod hende, men den gadeflokmentalitet, der ser det som en sejr at presse hende indendøre, er i mine øjne pinlig og plat. Jyllands-Posten bringer i øvrigt i dag på forsiden en række statistiske oplysninger om de offentlige udgifters udvikling over de seneste år på en række områder (bl.a. pr. ældre over 65 år, pr. folkeskoleelev - osv.) og hævder vel dermed at dokumentere, at regeringen på ingen måde har skåret (entydigt) ned. Tilsyneladende er udgifterne enten steget, eller også har udsvingene været beskedne under både Nyrup og Fogh - dog er udgifterne pr. universitetsstuderende tilsyneladende faldet voldsomt og er i dag ca. 8.000 kr. lavere pr. studerende om året i forhold til midten af 1990'erne (citeret efter hukommelsen). Nu er alle tal taget direkte fra ministeriernes egne beregninger, og grundlaget herfor uddybes ikke, hvorfor der sikkert også her kan strides og disputeres om »de korrekte tal«. Omvendt er der ingen tvivl om, at undervisnings- og sundhedssystemet har behov for flere midler - men om det nødvendigvis er lønposerne, der har mest behov, er diskutabelt. Men faktum er nu nok, at Socialdemokraterne næppe har meget at lade Venstre og De Konservative høre, hvad angår udgiftsniveauet til en lang række af de offentlige opgaver, som i dag har fået titusinder på gaden. Kristian Thulesen-Dahl kritiserede i den forbindelse med rette fagbevægelsen for manglende solidaritet med de lavest lønnede. De færreste vil jo finde sig i, at de lavest lønnede får et lønhop, medmindre de også selv mindst får et tilsvarende, og dermed er de bedre stillede løngrupper i nogen grad med til at fastholde eller begrænse de lavestlønnedes muligheder for et reelt løft. Om ikke andet er der en vis sandhed i det, når borgerlige kommentatorer beskylder demonstranter og fagbevægelse for først og fremmest at nære egoismen - hvilket er noget andet end Connie Hedegaards populistiske angreb på rettigheder (jf. kommentaren: Connie Hedegaard og rettighedsegoismen). De lønkrav, der kan reduceres til blot og bar forbrugskrav på forbrugskrav, er ikke særlig politisk interessante i mine øjne - hellere krav om rettigheder, der sigter på de trængte grupper, som langtfra altid behandles anstændigt som ligeværdige individer (ikke mindst kontanthjælpsmodtagere og tvangsaktiverede). Naturligvis kan lønkrav også være forbundet med denne problematik, men det handler i endnu højere grad om større fleksibilitet i ansættelsen, bedre arbejdsvilkår, mere fritid og flere ansatte for derigennem at kunne yde en langt bedre indsats over for trængte eller syge medborgere. Det er jo netop ikke sådan, at f.eks. kontanthjælpsmodtagere er ligestillet med andre borgere på arbejdsmarkedet, nej, de bliver behandlet som tredjerangs borgere og løntrykkere, der spises af med et helt urimeligt rettigheds underskud. Titusinder, der kæmper for deres egen røv, er ingen sensation - utvivlsomt er der blandt dem en del, som har et reelt og urimeligt løn-eftersløb. Men det ville klæde sagen ikke så lidt, hvis fokus i så meget desto højere grad var på social uretfærdighed og rettighedsunderskud for trængte - i stedet for alt for udtalt på lønningsposernes tyngde.