Politiken bringer i dag et kapitel fra Louise Freverts erindringsbog, Grib chancen, hvor hun beskriver det partidrama, der udspillede sig bag lukkede døre efter balladen om hendes racistiske hjemmesideartikler i 2005. Efter en ufrivillig orlov på fem uger, vendte hun tilbage til Christiansborg, hvor hendes politiske fremtid skulle afgøres af Dansk Folkepartis ledelse. Hvis Frevert giver en blot nogenlunde korrekt beskrivelse af de møgfald, hun udsættes for af Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og partiets pressechef, Søren Søndergaard, har det utvivlsomt været menneskeligt belastende at stå model til i uhørt grad. Om Pia Kjærsgaards reaktion skriver Frevert bl.a.: »Derefter læner hun sig ind over bordet, og mens hun hele tiden stikker sin pegefinger anklagende i min retning, begynder hun at overfuse mig, helt rød i hovedet og med små plirende øjne. I tyve minutter gennemhegler hun mig med skinger stemme om hjemmesidesagen og slutter af med nærmest at råbe: 'Jeg er træt af alle dine løgne. Du lyver hele tiden!« Ifølge samme uddrag siger partiets pressechef til hende: »Jeg vil aldrig kunne stole på dig mere.« I de seneste dage har folketingsgruppen så igen og igen gentaget, at hun er »upålidelig«, »uvederhæftig« og det, der er værre - denne gang for åbne døre. Hvor vi som udenforstående umuligt kan vide, hvad der er foregået bag lukkede døre i Dansk Folkepartis folketingsgruppe, kan man i det mindste konstatere, at på ét punkt har Freverts tidligere partifæller ret: Hun er upålidelig. Eller rettere: Det var hun i hvert fald under det sagsforløb, der skabte problemerne for hende. Faktum er ganske enkelt, at hun løj gentagne gange, da balladen om de racistiske hjemmesider blev oprullet. Det følgende er et kort sammenfatning af sagens tilspidsning, som jeg dengang skrev i en kronik (Politiken, 11.11.2005):