Det er ingen hemmelighed, at De Konservative aldrig har haft et godt politisk samarbejde med Dansk Folkeparti, selv om Bendt Bendtsen har travlt med at bedyre, hvor resultatorienteret VKO har været. De Konservative vil af med Dansk Folkeparti som støtteparti, så kort kan det siges. De er dog ikke parate til at opgive regeringssamarbejdet for at komme fri af Dansk Folkeparti - når det handler om ministertaburetter, kan man sluge ekstra store kameler. Det ved Dansk Folkeparti, og derfor har de med succes styret store dele af regeringens politik siden 2001. Men når meningsmålingerne svigter VKO-flertallet, ryger mundkurven af De Konservative med forbavsende bramfrihed. Således udtaler De Konservatives trafikminister, Jakob Axel Nielsen: »Det vil være en drømmesituation for os konservative, hvis der efter et valg både er en flertalsmulighed med Dansk Folkeparti på den ene side og en flertalsmulighed med Ny Alliance og de Radikale på den anden. En ekstra flertalsmulighed vil give os endnu bedre muligheder for at få vores politik igennem.« (Berlingske Tidende, 29.10.2007). En drømmesituation, ligefrem. Lars Barfoed, der aldrig har tilgivet, at Dansk Folkeparti fyrede ham som minister, udtaler: »En VK-regering kunne samarbejde med Ny Alliance om skattepolitikken, og når det gælder om at føre en fornuftig politik i forhold til asyl og integration, kan vi sagtens finde nogle samarbejdsmuligheder med både Ny Alliance og de radikale.« Der er ingen tvivl om, at både Barfoed og Axel Nielsen har behov for at profilere sig i et valg, hvor mange ministre og ex-ministre kan få det meget svært, men det betyder ikke, at de profilerer sig på et politisk ønske, de ikke står inde for. Kendsgerningen er, at siden Ny Alliances dannelse har det overvældende flertal af meningsmålinger vist, at VKO-flertallet er væk, og at Anders Fogh Rasmussen derfor risikerer at skulle regere med støtte fra både Ny Alliance og Dansk Folkeparti. I så fald skal han hente skiftende flertal fra sag til sag - muligvis endog med en flertalsmulighed for VK-regeringen og De Radikale og Ny Alliance. Dermed fortoner Dansk Folkepartis nøglerolle sig selvfølgelig, og at VK vil forholde sig pragmatisk hertil og regere med et hvilket som helst flertal, der måtte tilbyde sig, er naturligvis oplagt - men at De Konservative med så klar og åbenmundet tale ligefrem giver den iskolde skulder til dét parti, de kan takke deres ministerposter for de seneste seks år, er meget markant. Det er ikke toner, der klinger lystigt i Dansk Folkepartis lejr, hvorfra Peter Skaarup udtaler: »Det er ikke praktisk muligt at gå fra den ene side til den anden. Hvis man med Ny Alliance aftaler at afskaffe asylcentrene, mens man med Dansk Folkeparti beslutter, at de afviste asylansøgere skal blive i centrene. Det er helt urealistisk«. (Politiken.dk, 29.10.2007). Heri har han naturligvis ret - men med udmeldingerne fra De Konservative bliver det meget vanskeligt for Dansk Folkeparti at få et ben til jorden i forhold til de afviste asylsøgere, hvis ikke VKO-flertallet er intakt. Hvad Skaarup overser er, at De Konservative satser på et flertal, der helt og aldeles udelukker DF som nødvendig medspiller. At en sådan flertalskombination overhovedet er i spil så tidligt i valgkampen fortæller noget om, hvor havareret og opslidt forholdet er mellem De Konservative og Dansk Folkeparti.