Mange har i disse dage travlt med at glemme, at danske myndigheder i årevis har interneret irakiske familier under kummerlige og traumatiserende forhold; at eksperter og internationale organisationer klart fraråder tvangsdeportationer til de irakiske områder, som VKO med den socialdemokratiske ledelse mere eller mindre udtalte velsignelse har sat i værk; at mandlige irakiske flygtninge blev tvunget ud af en kirke for øjnene af børn og familier af en politistyrke midt om natten; at fredelige demonstranter blev udsat for brutal knippelsuppe foran Brorsons Kirke under rydningen den 13. august; at irakiske flygtninge på værste bananrepublik-manér uden videre er blevet overladt til forhør af myndighedspersoner fra det land, de er flygtet fra ...

De ansvarlige magthavere bag denne skændige, systematiske og årelange foragt for menneskeliv, tryghed og frihed kaster sig nu frådende over ét menneske, der har vovet at sætte sig op imod dem: Sognepræst Per Ramsdal.

Her er det pudsigt at se lidt tilbage og bemærke, hvorledes Søren Krarup med sit vanlige autoritære sindelag var en af de første til at kaste benzin på det politiske bål, som Per Ramsdal i disse dage forsøges ristet over: "8. august 1996 ordinerede biskop Norman Svendsen Per Ramsdal i Københavns Domkirke, og i forbindelse med ordinationen lod biskoppen Per Ramsdal skrive under på det præsteløfte, hvor Per Ramsdal lovede, at 'jeg vil beflitte mig på at forkynde Guds ord rent og purt (...) og efter evne modarbejde misbrug af nådens hellige midler og bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse'. Hvorfor holder Københavns biskop ikke Per Ramsdal fast på præsteløftet? Hvorfor lader Erik Norman Svendsen Per Ramsdal udskifte forkyndelsen af Guds ord med propaganda for flygtningepolitiske og humanitære synspunkter?" (Berlingske Tidende, 17.8.2009).

Med den titaniske selvovervurdering, der kendetegner Krarup, gjorde denne repræsentant for en marginal teologisk retning kaldet Tidehverv sig atter til intet mindre end selve Autoriteten, der kunne og skulle diktere, hvad der er "purt", og som sågar kan tale på vegne af intet mindre end "det danske folk", der ifølge Krarup nu er "både dybt forvirrede og dybt frustrerede over et skuespil, der har kompromitteret folkekirken som kirke".

Krarup er folkets røst, og Krarup har talt. Folket føler og tænker som Krarup. Folket og Krarup er ét. Amen.

Der er naturligvis en bizar komik i dette eklatante eksempel på utilsløret megalomani og demagogi, fremført som den største selvfølge i verden - og havde der ikke været menneskeliv på spil, ville der være grund til at le højt og længe.

Men et par uger senere kan Krarup læne sig tilfredst tilbage. Gløderne har fået fat, og også ministre har taget del i korstoget mod den farlige Ramsdal.

Én person ristes og tilsværtes af magtfulde politikere, der selv har talrige forliste menneskeskæbner på samvittigheden. Hele koblet af magtens repræsentanter over for én præst, der formastede sig til at blive chokeret en nat, hvor han fandt kirken fuld af betjente med visir og skjolde, mens familier blev splittet med magt. Jo, han er sandelig en trussel - i gabestokken med ham.

Mere afledning, så erindringen om det, der gik forud, og understregningen af integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs ansvar ikke fylder for meget i den offentlige bevidsthed.

Heldigvis har juraprofessor Eva Smith imidlertid hverken mistet hukommelsen eller tabt mælet:



Og det er jo kernen i det alt sammen. Der havde ikke været noget kirkeasyl, hvis integrationsministeren for længst havde turdet sige Dansk Folkeparti imod og konstatere, at man selvfølgelig ikke skal tvangsdeportere irakere til områder, hvor de vil være i stor fare. Ingen irakiske børn havde behøvet opleve familiemedlemmer og bekendte blive tvunget ud af en kirke midt om natten.

Hvis blot Birthe Rønn Hornbech havde turdet stå op imod det parti, hun selv har kaldt for "fanatiske antimuslimer", og givet disse mennesker humanitær opholdstilladelse.

Ansvaret for forløbet er først og sidst Birthe Rønn Hornbechs.