Man kan notere sig, at FRIHED TIL FORSKELLIGHED breder sig og breder sig. Det var engang slogan for Landsforeningen for bøsser og lesbiske. Det var motto for en minoritets-demonstration, Faklen arrangerede i 1997, og det har i en årrække været slogan for Venstres Ungdom. Det var slogan for Minoritetspartiet, 2000-2007, og det er slogan for SF's Kamal Qureshi. Ved dette folketingsvalg er det endvidere et af fem valgslogans for Enhedslisten. Og det er desuden et tilbagevendende slogan for Venstre og statsminister Anders Fogh Rasmussen, ikke blot i denne valgkamps valgannoncer, men også i tidligere - ligesom det bl.a. var et kernepunkt i hans tale ved Folketingets åbning, der indeholdt følgende detalje, som næsten kunne være et humanistisk manifest en miniature: Lad os holde sammen om et samfund med frihed til forskellighed. Et samfund, hvor den enkelte borger bliver respekteret som menneske og ikke som kristen eller muslim eller jøde, buddhist eller hindu eller ateist. Der var så til gengæld rigeligt af andet og betydeligt mindre humanistisk gods i Foghs åbningstale (jf. REL: Om åbningstalen 2007, 3.10.2007). Men det korte af det lange er, at FRIHED TIL FORSKELLIGHED i stadig stigende grad er kommet på den politiske signaltavle - altså sloganet. Anderledes forholder det sig med indholdet af den realpolitiske dagsorden - her går det noget mere trægt. Ideer har det dog med at manifestere og brede sig langsomt, før de også ender som en del af den kulturelle og politiske virkelighed - så hvem ved. For nylig var således også Margrethe Vestager aktuel med et indlæg, som bar overskriften »Frihed til forskellighed«: