Undertegnede havde i går nedenstående indlæg i den trykte avis: Selv om næppe nogen, der af og til har læst nærværende klumme, kan være i tvivl, har undertegnede naturligvis aldrig været neutral, men tager derimod åbenlyst parti fra sag til sag. Der er nu engang min holdning, at man får mere ud af holdningstilkendegivelser (enig eller ej) end af holdninger, der maskeres som uafhængig holdningsløshed. Det er da også ved at gå op for både medier og vælgere, at konstruktionen »den politisk neutrale observatør« er rent spil for galleriet. DR2 har f.eks. med vanlig sans for nytænkende tv vendt rollerne om og ladet politikere kommentere de politiske eksperter, ligesom der er kommet fokus på dobbeltrollen som politisk observatør/aktør med Henrik Qvortrups lancering af historier om Naser Khaders påståede sorte arbejde. Langt mindre problematiseret er det imidlertid, hvorfor lige akkurat en håndfuld tidligere spindoktorer fra regerings- og midterpartierne er mediernes foretrukne »eksperter«, både før, under og efter folketingsvalg? Det er således karakteristisk, at da den tidligere spindoktor for Venstre røg ud af det i øvrigt glimrende DR2-program, 'Jersild & Spin', kom den tidligere spindoktor for De Konservative, Niels Krause-Kjær ind for at sekundere programmets anden ekspert, Lotte Hansen, der er tidligere pressemedarbejder for to socialdemokratiske ministre og én konservativ. Og som bekendt er TV2's foretrukne observatør, Ralf Pittelkow, betegnende nok tidligere rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen og gift med Venstres indenrigsminister, Karen Jespersen. For det første er disse og andre af mediernes fremmeste eksperter ubestrideligt selv politiske aktører, og for det andet klumper de sig påfaldende sammen i det politiske establishment på midtbanen med klar hældning til højre. Det første forhold er mest åbenlyst: Er en højreorienteret kommentator, der er gift med en minister, som er sprunget fra S til V, f.eks. en uvildig dommer i vurderingen af en tv-duel mellem Thorning-Schmidt og Fogh? Selvfølgelig ikke. Og ligesom Pittelkow er også Qvortrup politisk aktør. Dét var han som spindoktor for Fogh og siden som Khaders ven, og det var han, da han for nylig blev Khaders fjende. Men ikke blot kommentatorer er politiske aktører, også journalister og redaktører, der vælger (og navnlig fravælger) de politikere, eksperter, overskrifter og vinkler, de vil benytte sig af, hvorefter de forkorter, redigerer og strammer politiske nyheder. Det kan ikke være anderledes, og derfor er det skarpe skel mellem politiske observatører, aktører og rapportører kunstigt, for reelt er overgangene glidende, og ingen kan sige sig fri for også at være politisk aktør. Problemet opstår, når denne kendsgerning skjules eller underbetones, ikke mindst i forhold til den lille skare af udvalgte ex-spindoktorer – hvilket atter leder os hen til det, der gør problemet endnu større: At det aldrig italesættes, endsige problematiseres, hvorfor egentlig gamle spindoktorer for regeringen og Socialdemokraterne skulle være bedre kvalificerede eller mere neutrale og uafhængige end f.eks. tidligere presserådgivere for Enhedslisten eller Dansk Folkeparti? Slagsiden er lige så markant, som den er iøjnefaldende. Ikke desto mindre afstår de fleste medier konsekvent fra overhovedet at stille kritiske spørgsmål til »eksperternes« selvfølgeligheder og agerer uden videre mikrofonholdere for en midtbane- og højrepolitisk konsensus om, hvad der »brænder igennem«, og hvad »vælgerne mener«, som om de forvalter den Objektive Sandhed. Borte er den åbne holdning til og kritik af den politiske substans til fordel for den skjulte vinkling af relevans. Desværre forstærkedes denne tendens oven i købet af balladen om Qvortrup. Qvortrup er en kyniker af højeste rang, der lever af at bestyre landets mest slibrige gabestok, men det er i og for sig irrelevant for hans evner som politisk iaggtager – og dér, hvor det for alvor går galt, er, når det i kølvandet herpå gøres til et problem for det udmærkede program, 'Jersild & Spin', at en glimrende iaggtager som Krause-Kjær har formastet sig til at forfatte en politisk folder for en konservativ – så er han ikke »uafhængig«. Herregud – at lade en folder være betydningsfuldt herfor, er blot mere mediepolitisk selvsving. Paradokset er, at man derved krampagtigt fastholder den problematiske og dilettantiske illusion om, at f.eks. DR og TV2 almindeligvis håndhæver nødvendigheden af en sådan politisk uafhængighed – hvilket i bedste fald er det rene og skære vrøvl. Frem for skinhelligt at påberåbe sig en pseudo-uafhængighed skulle medierne i stedet interviewe politikere såvel som ex-spindoktorer klart og kritisk som de politiske aktører, de (også) er, og ikke mindst sikre sig en betydligt større spredning af observatører end den evige favorisering af det højre-midtbanepolitiske establishment. Ikke mindst i en valgkamp.