»Koranen sprøjter af blod,« siger provokatør-sociologen Henrik Dahl i Nyhedsavisen i dag, hvilken overdrivelse man kunne trække på skuldrene af, hvis den var konsistent gennemført i forhold til så mange andre problemstillinger, men når Dahl samtidig afslører sig som bibel-apologet ved samme lejlighed, bliver det pinligt: »Bibelen, derimod, er mere åben for symbolske fortolkninger.« (Nyhedsavisen, 20.11.2007). Jeg tvivler oprigtig på, at han nogen sinde har læst Bibelen - den er lige så meget og lige så lidt åben for symbolske fortolkninger som de perspektiver, læsere vælger at lægge ned over teksten, akkurat som i Koranens tilfælde. Folk skal »henrettes for dit og dat« i Koranen slynger Dahl ukvalificeret og upræciseret ud, hvilket bliver så meget desto mere forvrænget, når påstanden fremsættes i kontrast til Bibelen. I Den Hebraiske Bibel, der i den kristne bibel er blevet til Det Gamle Testamente, er dødsstraf udbredt for forskellige forseelser, bl.a. Gudsbespottelse, vanhelligelse af sabbatten, aegteskabsbrud, homoseksualitet og forbandelse af egne forældre. I flere tilfælde skal dødsdommen eksekveres ved stening. F.eks. kræver Moses, at en mand, der formaster sig til at samle brænde på sabbatsdagen, skal føres uden for lejren og stenes til døden af hele menigheden. (4. Mos.15,35). Ud over at Jesus ifølge skriftsteder i Det Ny Testamente bekræfter loven i Det Gamle Testamente (Matt. 5,17; Joh. 10,35), fastholdes dødsstraffen også af Paulus i de tilfælde, hvor der f.eks. er tale om homoseksualitet, hvis »skamløshed« sidestilles med »ondskab« og »mordlyst« (Rom. 1,27ff). Også vantro har skæbnesvangre udsigter, ikke blot i Koranen - også i Bibelen. Om dem, der ikke omvender sig, skal det ikke gå bedre, end om et tårn styrtede sammen over dem, siger Jesus (Luk. 13,1-5), der også tilskrives udsagnet: »Men mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.« (Luk. 19,27). Ligesom en række bibeltekster kan også islamiske haidth-udsagn legitimere brutale dødsstraffe ved stening, men stening påbydes til gengæld ikke i Koranen. Den danske koran-oversætter Ellen Wulff er ikke nogen fan af Allah, men understregede også ved udgivelsen af hendes oversættelse: »... jeg er træt af, at folk går rundt og siger, der står ting i Koranen, som ikke står der. Det har irriteret mig meget længe.« Udover at Koranen f.eks. ikke indeholder noget eksplicit påbud om, at muslimske kvinder skal tildække deres hår, indeholder den heller intet om dødsstraf ved stening: »Ordet 'stening' forekommer en halv snes gange, men i betydningen 'at forjage nogen bort fra fællesskabet ved at kaste sten efter vedkommende.' Aldrig som straf for hor og aldrig beskrevet som en form for dødsstraf.« (Weekendavisen, 3.11.2006). Der er andre inhumane bestemmelser i Koranen, hvis de forstås bogstaveligt og løsrives fra deres 1400-år gamle kontekst, ligesom der er i både Det Gamle og Det Ny Testamente. Der kan argumenteres for, at en bogstavelig og intolerant udlægning er den teologisk mest konsistente, og der kan argumenteres for, at en kontekstafhængig og mere tolerant udlægning er mest konsistent. Ærindet her er ikke at agere dommer i den dyst, som teologer og forskere og troende har udkæmpet i et par årtusinder, men alene at påpege det gennemført uredelige i at tilsøle Koranen med den ene hånd og frikende Bibelen med den anden ud fra en ukvalificeret bemærkning om, hvilken bog der er mest fortolkningsåben eller mest »blodig«. Til gengæld er der ud fra et humanistisk synspunkt ingen tvivl om, at især bogstavelige hadith-udsagn af meget brutal karakter spiller en betydeligt større og derfor værre rolle i verden i dag end f.eks. bogstavelig udlægninger af Bibelens brutale straffe (om end mangt og meget fra Bibelens bogstavelige intolerance vinder frem i takt med det protestantisk-fundamentalistiske højres indflydelse i USA) - men hvis dét er Dahls pointe, er det det, han skal sige, ikke skyde med spredehagl fra hoften, der skønmaler Bibelen på bekostning af Koranen.