På linje med dansk deltagelse i krigene i Afghanistan og Irak har karikaturkrisen forøget terrortruslen mod Danmark og danskere i udlandet, og det er (endnu) et eksempel herpå, vi netop er vidne til i den amerikanske sag om to anholdte, der planlagde terror mod Jyllands-Posten og ville dræbe Flemming Rose og Kurt Westergaard. Jyllands-Postens Flemming Rose iscenesatte i 2005 et ensidigt karikatur-stunt mod landets muslimer, som har gavnet antimuslimske kræfter såvel som fundamentalistiske islamister. Kurt Westergaard bidrog med en propagandakarikatur, hvis virkemidler er helt sammenlignelig med karikaturer, vi historisk kender fra det antisemitiske blad Der Stürmer. Usympatisk og unødvendigt - men langtfra så grotesk og vanvittigt som at ville slå dem eller andre tilfældige ihjel. Men desværre er der afstumpede individer, der i lighed med de anholdte i USA aldrig kan eller vil forstå, at hverken kritik, fornærmelser eller regulær propaganda kan eller skal bekæmpes med vold og massemord, men med ord, tryksværte mod tryksværte. Enhver, der går med planer om vold eller mord mod Rose og Westergaard eller andre fra Jyllands-Posten som 'hævn' over Muhammed-karikaturerne, udstiller i virkeligheden deres fatale fattigdom på selvværd og tillid til egne argumenter. Hvis man er såret eller vred over at blive hånet og dæmoniseret af propaganda og hårdkogt retorik, men kun kan reagere med vold, eksemplificerer man naturligvis også, at man ikke stoler et sekund på betydningen af sine egne ord og argumenter. Man er ikke alene parat til at skalte og valte med menneskeliv, man er en idiot, der er parat til at skalte og valte med menneskeliv. Heldigvis er terrortruslen uhyre minimal. Selv om den er forøget i Danmarks tilfælde i de senere år, er en flerdobling af en uhyre ringe risiko fortsat uhyre ringe. Der er absolut ingen grund til panik - ikke én islamistisk terroraktion er blevet gennemført i Danmark, og til trods for, at bevidstheden om terrortruslen igen og igen bruges og misbruges politisk til at afmontere frihedsrettigheder (ganske som terroristerne håber på), er også nærværende sag et bevis på, at efterretningstjenesterne har været flere skridt foran terrorplanerne. Derfor er det også endnu et udslag af populistisk panikpolitik, når bl.a. Dansk Folkeparti straks rykker ud med en åbning for at stramme terrorloven. I stedet for at forære terrorister (og terrorister in spe) denne sejr af en indrømmelse, bør budskabet være: Der er absolut ingen grund til panik. Osama bin Laden, al Qaeda & Co. er en kæmpe fiasko - på trods af en velvillig og tilbagevendende medie-eksponering af deres globale terror-opfordringer, er gennemførelsen af terror i Vesten forsvindende minimal. Der er alt for få, som efterlever opfordringerne, og efterretningstjenesterne er alt for effektive til, at skyggen af panik er begrundet. Det er grotesk og urimeligt, at der er mennesker, som er tvunget til at leve under politibeskyttelse og med den daglige bevidsthed om et påtrængende had og tilbagevendende trusler fra terrorister, som bekæmper tryksværte med blod. Men ytringsfriheden er ikke reelt truet fra denne kant, og frihedsrettighederne i øvrigt bliver kun truet, hvis vi lader panikpolitikere undergrave dem.