Jeg synes ikke, at Jørgen Poulsen har taklet sin afgang fra Dansk Røde Kors forbilledligt, og det gavner ikke humanitære organisationers vigtige arbejde, at lederstillinger i almindelighed forgyldes med meget høje gager eller lukrative aftrædelsesordninger. Derfor burde Jøren Poulsen heller ikke have fået eller taget imod de famøse 750.000 kr. Omvendt er hans egen løsningsmodel om en ulønnet orlov, mens han sidder i Folketinget, et oprigtigt kompromisforslag, som i det mindste kunne løse den økonomiske side af sagen uden at koste Dansk Røde Kors noget - skønt det vel er gået i hårdknude og nu er for sent. Hvad der imidlertid er helt ude i hysteriets overdrev, er de dimensioner, sagen har antaget. Stribevis af nye historier og forargelige kommentarer hver eneste dag i hvert eneste medie. Den energi, der er lagt i at tvære manden helt ud, er gået i skinhelligt selvsving. Mest absurd er det at se, hvor mange krokodilletårer, der fældes over, hvad det betyder for nødhjælpen at undvære 750.000 kroner, når både staten, medierne og erhversvirksomhederne frivilligt og via lovgivningen kunne hjælpe med adskillige hundreder af millioner, hvis viljen var til stede, og man lagde lige så megen energi i at støtte nødhjælp som i at pudse sin glorie ved den gratis forargelse over Jørgen Poulsen. De 750.000 kr. havde som nævnt været sparet, hvis manden fik ulønnet orlov. Dansk Røde Kors er jo ikke en offentlig institution, så det burde ikke være noget større problem for organisationen såvel som bidragsydere at skelne mellem Dansk Røde Kors på den ene side og folketingsmedlemmet Jørgen Poulsen, der havde orlov fra sin stilling som generalsekretær, på den anden. Ligesom Mimi Jakobsen i nogle år både var generalsekretær for Red Barnet og formand for Centrumdemokraterne.