Idealisten Sareen kontra Kynikeren Bondam?

Lyt til artiklen

Klaus Bondam kom fejende ind i københavnsk toppolitik på sin skuespiller-popularitet, men hans første fire år som radikal borgmester i hovedstaden har slidt voldsomt på populariteten, hvorimod Manu Sareen er gået fra et meget overbevisende valg i 2005 til et endnu bedre kanonvalg i 2009. Til trods for at De Radikale mistede 3,4 procent af vælgerne i København og blev 2 medlemmer færre i Borgerrepræsentationen, tyder det på, at Manu Sareen ikke alene er gået markant frem personligt, men at han sågar har fået over en tredjedel af samtlige radikale stemmer i hovedstaden. [Opdatering: Sareen fik 7.955 stemmer; Bondam fik 2.387 stemmer; De Radikale fik sammenlagt 19.424 stemmer i hovedstaden. REL.] De Radikale har ført en meget kompromisløs og skarp valgkamp, som ikke mindst har haft overskriften at minimere Dansk Folkepartis indflydelse og sikre, at partiet ikke fik en borgmesterpost - ikke mindst Manu Sareen har stået meget klart på denne linje, og har altså fået et personligt valg, der peger markant i modsat retning af sit partis tendenser landet over. Alligevel var valget ikke mange timer gammelt, før Klaus Bondam erkendte, at han ikke kunne få en borgmesterpost ud af forhandlingerne med Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. Bagom ryggen på Manu Sareen spadserede han så over til Venstre og Dansk Folkeparti, hvor han altså spillede sine kort så fikst, at Dansk Folkepartis Carl Christian Ebbesen ifølge eget udsagn kunne "få frit valg på alle hylder", hvad angår udvalgsposter, mod at De Radikale så til gengæld bevarede borgmesterstolen. Dermed kan ingen være i tvivl om, at Bondam resolut brød det valggrundlag, som De Radikale havde profileret sig så utvetydigt på. En linje, som Bondam i øvrigt også lancerede sig selv på ved det foregående valg i 2005: "Dansk Folkeparti repræsenterer grundlæggende nogle holdninger, som er så svære at have med at gøre. Nedenunder al deres populisme ligger der et menneskesyn og nogle holdninger, som ikke er forenelige med et mangfoldigt liv med fælles ansvar og fælles forpligtelser. Så det har meget høj prioritet for mig at holde Danske Folkeparti uden for indflydelse." (Interview i Bryggebladet, 26.10.2005). Til forsvar for Bondams manøvre (som han selv har betegnet som et udtryk for nødvendig politisk "kynisme") taler, at han 1) bevarede en både symbolsk og politisk meget vigtig platform for De Radikale på Københavns Rådhus, 2) ikke indgik aftaler med Dansk Folkeparti, som har politiske konsekvenser, 3) fravristede De Konservative en borgmesterpost, og 4) i realiteten næppe måtte 'betale' meget for at sikre sig Dansk Folkepartis 'ja tak'. Det er således ikke særlig overbevisende, når Carl Christian Ebbesen forsøger at fremstille det som en sejr, at han fik en række udvalgsposter - Dansk Folkeparti har trods alt kun fået én udvalgspost mere, og borgmesterposten er naturligvis langt vigtigere. Den væsentligste 'sejr' for Dansk Folkeparti har med andre ord været at irritere De Konservative ved at forhindre Mogens Lønborg i at bevare sin borgmesterpost. Til gengæld er det næppe heller overbevisende, når Bondam forsøger at fremstille det, som om han forhindrede Dansk Folkeparti i at få borgmesterposten - dét løb var tilsyneladende kørt inden Bondams mellemkomst. Alligevel må man nøgternt sige, at Bondam har vundet det taktiske spil. Spørgsmålet er blot, om 'sejren' er prisen værd? Nogle vil mene, at den er upopulær på den korte bane, men at svigtet på længere sigt fortoner sig, og at gevinsten ved borgmesterposten på længere sigt langt opvejer et aktuelt politisk stormvejr. Jeg er enig i, at den politiske hukommelse er kort, og at borgmesterposten har væsentlig betydning, ikke mindst for et parti på hælene som De Radikale - men jeg er uenig i, at gevinsten er prisen værd. Manu Sareen har ret i sit korte, men præcise åbne brev til sin partifælle:

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her