Rigsadvokaten har tiltalt Jonni Hansen som ansvarlig for en racistisk løbeseddel, der er blevet uddelt i boligkvarterer i Gladsaxe og Bagsværd med Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB) som afsender. Løbesedlen er ifølge Rigsadvokaten en overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf, straffelovens § 266b, og Jonni Hansen er tiltalt for den skærpede bestemmelse om »propagandavirksomhed« i stk. 2, der kan straffes med fængsel i op til to år. Tiltalen er imidlertid forbløffende af to grunde. For det første er der intet i løbesedlens konkrete indhold, der ikke overtrumfes klart af adskillige udsagn af mange fremtrædende politikere i Dansk Folkeparti; for det andet har både politiadvokaten og Rigsadvokaten gentagne gange direkte afvist at rejse tiltale mod medlemmer af Dansk Folkeparti for udsagn, der enten er parallelle med eller betydeligt mere dæmoniserende end Jonni Hansens løbeseddel. Dermed er det vanskeligt at undgå indtrykket af, at Rigsadvokaten holder hånden over Dansk Folkepartis indflydelsesrige frontfigurer af politiske grunde, mens ofringen af Jonni Hansen er et let alibi for sporadisk at honorere internationale forpligtelser, som den såkaldte racismeparagraf faktisk er en konsekvens af. For at kunne dømmes, skal tiltalte »offentligt og med forsæt« fremsætte udtalelser eller meddelelser, hvorigennem en gruppe »trues, forhånes eller nedværdiges«, f.eks. på grundlag af vedkommendes etniske oprindelse eller tro. Det giver naturligvis rum for fortolkninger, ligesom der er andre hensyn at tage, ikke mindst til ytringsfriheden. Men så meget desto mere afgørende er det, hvor forskelligt disse modsatrettede forhold vægtes, om omdrejningspunktet er en politisk ufarlig klovn som Jonni Hansen eller et centralt medlem af den politiske magtelite som f.eks. Pia Kjærsgaard, Søren Krarup og Mogens Camre. Lad os se nærmere på de to skarpeste passager i den famøse løbeseddel, der kan koste Jonni Hansen en tur i fængslet, og på, hvad medlemmer af Dansk Folkeparti til sammenligning udbreder om indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed, uden at anklagemyndigheden har villet rejse tiltale. DNSB: »De demokratiske partier ophøjer de racefremmede til herrefolk i vort land, medens de fornedrer os danskere til andenrangsborgere. Dette er renlivet diskrimination af danskere!« Hvis dette udsagn er af en sådan alvor, at Rigsadvokaten finder grund til at rejse tiltale, må den logiske følgeslutning vel dernæst være at rejse tiltale mod Dansk Folkepartis Søren Krarup, der har påstået, at landets muslimer som følge af Koranen ikke alene vil bekæmpe danskerne »skånselsløst« og gøre os til »andenrangsborgere og undermennesker«, men også tilføjede: »Kan vi acceptere at gøre mennesker til danske statsborgere, der foragter danskerne så dybt og hvis hellige bog giver muslimer befaling om at dræbe eller undertrykke os?« (Berlingske Tidende, 29.4.2008). Ligesom Jonni Hansen påstår altså Krarup, at danskere gøres til »andenrangsborgere«, men derudover overtrumfer han voldsomt pointen i den nazistiske løbeseddel og tilskriver muslimerne »skånselsløs« kamp, ja »befaling om at dræbe eller undertrykke os«. Krarup er med andre ord betydeligt grovere i sin påstand om muslimernes hensigter, end DNSB er om danske politikeres hensyn til de »racefremmede«, men straffelovens § 266 b skelner ikke mellem forhånelse og nedværdigelse på baggrund af tro eller race. Også af den grund er det faktisk misvisende, når vi populært taler om »racismeparagraffen«, for det anakronistiske racebegreb er kun ét af flere områder, den omhandler. Skal Jonni Hansen tiltales, skal Søren Krarup altså tiltales med endnu større selvfølge, hvis der skal være lighed for loven.