Socialdemokraterne finder det helt uantageligt, at SF ønsker de danske tropper hjem fra Afghanistan i 2015, men vil i stedet i løbet af 1-2 år flytte dem til mindre farlige områder, således at afghanerne selv overtager ansvaret for sikkerheden i Helmand-provinsen. Denne plan, der altså i endnu et uvist antal år vil fastholde dansk militær-tilstedeværelse i landet, har imidlertid fået alarmklokkerne til at ringe i regeringen. Venstres udenrigsordfører Søren Pind udtaler: »Helle Thorning Schmidt har jo tidligere sagt, at vi bliver, så længe det kræves. Det er en mærkværdig form for ledelse fra landets største oppositionsparti. Det er jo ikke driftsikkert.« ( Politiken.dk, 26.11.2009). Pinds yderst interessante pointe er - hvis Politiken.dk har refereret den loyalt - at en tilbagetrækning fra den såkaldte green zone, kan bringe de danske styrker i fare ... Sic. Ja - men hvor meget større fare er de mon ikke i, så længe de forbliver, hvor de er? Dernæst falder det tilbagevendende argument: »Vi kan ikke spille Taleban det kort i hånden, at de ved, hvornår vi agter at trække os ud.« De Konservatives forsvarsordfører Helge Adam Møller tyr til den ultimative analogi: »Skulle man også have sat en slutdato for Anden Verdenskrig?« Nu taler Thorning-Schmidt jo ikke om en slutdato for soldaterne i Afghanistan - hvorfor regeringsparaderne selvfølgelig ikke er redelige - men selv om vi ser bort herfra, gør sammenligningen med Anden Verdenskrig dem naturligvis kun desto mere urimelige. Nej, der var ingen allieret slutdato for Anden Verdenskrig, men Anden Verdenskrig var en frygtindgydende og ekspanderende nazistisk militærmaskines glubske amokløb, som truede med at underlægge betydelige dele af verden et totalitært jerngreb, mens millioner af jøder og andre uønskede befolkningsgrupper blev udraderet i milliontal. Taleban er ganske vist ligeledes et totalitært regime, som udmærket tåler sammenligning med dele af det nazistiske tankegods, men det betyder ikke, at de udgør en global trussel, der er perifert sammenlignelig med nazisterne - og hvad lige så vigtigt er: Det er ingenlunde givet, at den bedste måde at bekæmpe Taleban på er ved hjælp af massive vestlige militærstyrker i Afghanistan. Krigen i Afghanistan har en ganske anden karakter end Anden Verdenskrig, og mere og mere tyder på, at den slet ikke kan vindes. Sådan lød en nylig vurdering fra formanden for officererne, kommandør Bent Fabricius: ».. de vedvarende fremskridt er ikke til at få øje på. Afghanistan-missionen er som en hullet robåd, hvor vi bare kan blive ved med at øse og øse, og det er jo meningsløst med de døde og lemlæstede danske soldater, vi får hjem.« Formanden for befalingsmændene, seniorsergent Jesper K. Hansen udtalte: »Jeg er nødt til at tro på missionen. Hvordan skal jeg ellers gå til den begravelse? Men jeg synes, at det er meningsløst, at så mange unge mennesker sætter livet på spil for denne mission. Verden er jo ikke blevet mere sikker.« Lad mig derfor også bare gentage, hvad jeg for nylig skrev om samme sag: