Benazir Bhuttos liv var nærmest sammensat på så historisk skæbnesvanger vis, at hun i liv og død inkarnerede Pakistans - og i nogen udstrækning dele af den øvrige muslimske verdens - aktuelle situation. Hendes far, Zulfikar Ali Bhuotto, blev henrettet under et militærdiktatur i 1979, og hun selv blev dræbt af islamiske ekstremister knap tre årtier senere. Spændt ud mellem militærets diktatur og islamisk fundamentalistisk intolerance er hun af mange blevet set som demokratiets og menneskerettighedernes kvindelige ledestjerne i en ukuelig og kompromisløs kamp mod begge disse yderligheder. I realiteten var hun ikke den uplettede fredsdue, man undertiden får indtryk af i denne tid, hvor attentatet naturligvis fordømmes bredt. I sin nekrolog i dagens Politiken, udtrykker Peter Wivel det på denne måde: »I hendes korte anden regeringsperiode, der varede frem til 1996, opbyggede og støttede hun ikke bare Taleban i Afghanistan og førte denne gruppe bevæbnede Koran seminarister frem til magten med alt, hvad deraf fulgte, hun drog også en lidet klædelig omsorg for sin egen og sin families fremtid og velbefindende. (...) Der er sat mange tal på korruptionen, og de er store, men i august 2003 blev Benazir Bhutto og hendes mand idømt en straf ved en domstol i Schweiz og beordret til at tilbagebetale den pakistanske regering ikke mindre end 11 millioner dollar, der havde været skjult på schwiziske bankkonti.« Ikke uden grund bærer hendes mand i Pakistan tilnavnet »Mr. 10 procent« på grund af hans evne til at tage for sig af finanserne. Skønt den ildesete diktator, Musharraf, formåede at få Pakistans økonomi ud af Bhuttos korruption, og selv om også han er en stærk modstander af fundamentalismens ekstremisme, forblev Benazir Bhutto hans farligste opponent og uforsonlig over for hans styre af landet. Hun udgjorde derved på godt og ondt den eneste nogenlunde realistiske kandidat til at kunne tage opgøret med såvel militæret som fundamentalisterne. Nu har et terrorangreb imidlertid bogstaveligt talt sprængt feltet, og dermed er situationen endnu mere åben i Pakistan. Skal valget så blot gennemføres som planlagt den 8. januar 2008? Det synes de fleste vestlige iagttagere at håbe på og opfordre til. Den pakistanske forfatter til bl.a. den internationalt anerkendte bog, Afghanistan og Taleban (da. udg. 2002), er tilsyneladende uenig: »Det vil være alt for risikabelt for andre politikere. Drabet viser, at styret ikke kan garantere nogen sikkerhed.« (Politiken, 28.12.2007). Valget er »umuliggjort«, mener han, og påpeger, at der heller ikke er nogen oplagt kandidat til at træde i Benazir Bhuttos sted. Spørgsmålet er naturligvis, hvad alternativet er? Undtagelsestilstand eller militærstyre vil næppe lægge en blivende dæmper på urolighederne og de ophidsede tilhængere af Bhutto, der efter alt at dømme - og i modsætning til både militærstyret og fundamentalisterne - trods alt har de fleste bag sig. Islamiske ekstremister har vundet en sejr, men en kortsigtet sådan. For nok styrkes den religiøse selvforståelse utvivlsomt af at have sat Bhutto ud af spillet, men den reelle politiske magt er de selvfølgelig ikke kommet nærmere, og Bhuttos PPP, Pakistans People's Party, kan givetvis få ekstra medvind på drabets tragiske baggrund. I mine øjne er det dog vanskeligt ikke at give Rashid ret i, at et valg i januar forbliver problematisk - i sidste ende også for PPP, Pakistans People's Party, der også risikerer at stå uforberedt ved at skulle finde en ny frontfigur med så kort varsel. Et valg er på den ene side nødvendigt inden længe, hvis der skal være en minimal chance for at få situationen nogenlunde stabilisteret, men det forekommer på den anden side temmelig hasarderet at gennemføre det om blot ti dage. Der er ingen oplagte udveje - måske pakistanere kan finde et paradoksalt håb i, at det er noget, landet har været mere vant til end de fleste andre siden det blev dannet i 1947.