Det er ikke meget, den nye integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech har forandret til det bedre i praksis, hvad angår flygtninge- og indvandrerpolitikken. Men ret skal naturligvis være ret - hun har kun været minister i halvanden måned. Men alene det faktum, at hun i modsætning til flere af sine forgængere med ansvaret for integrationspolitikken er gået helt uden om den ringeagtende retorik og konstante offensiv over for landets muslimer (som især kendetegnede Karen Jespersen og Bertel Haarder), er natuyrligvis en begyndelse af ret opsigtsvækkende karakter i sig selv. I den forgangne uge vakte hun endnu engang Dansk Folkepartis vrede, fordi hun ganske nøgternt udtalte sig positivt over for en muslimsk stormoské i København: »Mit udgangspunkt er, at det er op til muslimerne selv. De skal have samme mulighed for at have bedehuse som alle andre. Men som hos alle andre trossamfund er det på deres eget initiativ. (...) Jeg er ikke religionsminister, men jeg står til rådighed for at bistå trossamfundene med praktiske ting.« (Information). Denne fuldkommen indlysende konstatering, burde i ethvert vestligt land med en blot nogenlunde afdramatiseret og nøgtern tilgangsvinkel til trosfrihed (også for det muslimske mindretal), vanskeligt kunne mødes med andet end et »selvfølgelig« fra politiske kollegaer. Men ikke fra Dansk Folkeparti. Herfra afviser Carl Christian Ebbesen ministeren og giver sågar udtryk for, at han er særdeles misfornøjet med Birthe Rønn Hornbechs udmelding. Kan man forestille sig noget mere absurd udtryk for intolerance og et klarere nej til trosfriheden end dette? At stille sig misfornøjet og direkte afvisende over for en helt ordinær udmøntning af trosfriheden og modsætte sig, at muslimer betaler og bygger en stormoské i København, hvis de i øvrigt overholder loven?! I gårsdagens Information forelås det så på lederplads, at staten direkte finansierer et sådant byggeprojekt - vi afventer stormfloden af protestbreve fra Dansk Folkeparti den kommende uge. Men forslaget er mindre problematisk, end det kan lyde. Jeg går ind for en religionsneutral stat, hvor trossamfund finansierer sig selv uden særskilte skattefordele eller økonomiske tilskud af nogen art - men der er alligevel to gode argumenter for, at den danske stat helt eller delvist finansierer en stormoské: 1) Eftersom landets muslimer (ligesom alle andre ikke-kristne) har bidraget til folkekirken over skatten (hvad enten man er medlem eller ej), er det vel ikke urimeligt, at staten »tilbagefører« en del af beløbet til andre trossamfund, der efter størrelse kan tilgodeses med et ( éngangs)tilskud, f.eks. til en normaliserende etablering. 2) Da ingen med loven i hånd kan forhindre muslimer i at bygge en stormoské, hvis de har økonomi til det, risikerer man, at den første større moské i landet bliver bygget med støtte fra Saudi Arabien med tilhørende teologiske krav, der i givet fald næppe kan siges at være fremmende for tolerancen og pluraliteten. Hvis derimod staten bærer den økonomiske hoveddel, kan udenlandske »investorer« med teologiske særkrav holdes helt udenfor, og et center for selvstændige og uafhængige danske muslimer kan blive en realitet. Det er værd at undersøge nærmere - og hvis det som forventeligt ikke er politisk gennemførligt, så eventuelt i form af støtte fra danske virksomheder og privatpersoner, som Politiken foreslog det for godt halvandet års tid siden.