Næppe noget dansk parti har nogen sinde fået så forrygende en begyndelse som Ny Alliance, der blev båret på hænder og fødder i maj 2007 som det nye stjerne-parti. Medierne elskede Naser Khader, og medlemmerne flokkedes om Ny Alliance. Siden er det gået noget anderledes. Under valgkampen var partiet for alvor under beskydning, og de samme medier, der havde løftet Khader & Co. til skyerne, kappedes om at drukne dem i mudderet. Midlerne var alt andet end fair - ikke mindst Qvortrups Se og Hør bidrog til tilsølingen på værste vis, og hetzen mod Jørgen Poulsen efter valget var ude af proportioner. Til gengæld var partiet heller ikke vældig gode til at ride stormen af, og flere ukoordinerede udspil af de mere farverige og mindre gennemtænkte slags er blevet yderligere tværet ud af politiske modstandere og en sulten presse. Fra himlen til helvede på et halvt år. Med et dårligt valgresultat og endnu dårligere opinionsundersøgelser synes nedturen at fortsætte, og lektor i statskundskab, Johannes Andersen tror slet ikke på, at partiet vil overleve: »Jeg tror ikke, at de kan overleve indtil næste valg. Meget tyder på, at det bliver svært, fordi Ny Alliance har svært ved at finde ud af, hvor de skal stå rent politisk.« (Ritzau, 2.1.2008). Udsigten har han ret i, som tendensen er p.t., men at det skyldes vanskeligheder ved at finde et politisk ståsted, forekommer at være helt ved siden af. Ny Alliance har nogle temmelig klare og enkle mærkesager, som placerer partiet lidt til højre for midten - i et felt, som i det mindste indtil partidannelsen var helt frit. De Konservative og Venstre har så siden prøvet at opsluge Ny Alliances mest markante bud på hver deres måde (ved f.eks. at åbne op for skattelettelser, intensivere kritikken af Dansk Folkeparti og hente Birthe Rønn Hornbech ind som integrationsminister) for derigennem at overflødiggøre den truende konkurrent. Det har utvivlsomt indsnævret feltet i vælgernes øjne. Men det betyder ikke, at partiet har haft vanskeligt ved at finde et ståsted. Der er næppe anden forklaring på nedturen end diverse (til tider medieskabte eller medie-forværrede) skandaler, og når partiet fortsat dagligt præsenteres med en 'negativ' presse-historie, må de imødese det kommende landsmøde med en vis ængstelse - det er unægtelig vanskeligt at se lyspunkter i horisonten for det nye parti. Ny Alliances opbrud i den borgerlige lejr indvarslede ellers den mulige begyndelse på Dansk Folkepartis endeligt som toneangivende og dagsordensættende parti, og selv om Khader & Co. rigtig nok allerede har haft en vis effekt i den henseende, der faktisk har formået at forøge afstanden mellem Kjærsgaard på den ene side og Bendtsen & Fogh på den anden, kunne denne tendens have været langt mere gennemgribende, hvis ikke partiet havde begået så mange fodfejl. At gøre Naser Khader til partiformand var måske en god idé, da hans popularitet var større end dronningens, og han praktisk talt kunne gå på vandet, men de dage er for længst forbi - og når det handler om andet og mere end at agere populær frontfigur, havde Gitte Seeberg været et betydeligt bedre valg. Det er hun stadig væk. Meget tyder i hvert fald på, at hvis ikke der sker noget drastisk, kan Ny Alliances første periode i Folketinget også meget vel blive den sidste.